Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1087

1087. Ovennævnte oplevelse udgør altså "lykken" i sin kulmination. Og for at nå den i denne kulmination må man altså passere alle de underliggende trin. På disse trin vil "lykken" naturligvis være af en tilsvarende grad af mindre styrke. Dette er da også grunden til, at "lykken" ligesåvel som alt andet bliver et "perspektivforhold". Jo højere trin, den observeres fra, jo fuldkomnere overblik får man over denne. Dette gælder naturligvis her ligesom med en hvilken som helst anden ting. Og dette er grunden til, at vi netop ser, at det, der undertiden kan være "lykke" for den ene, kun kan fornemmes som "ulykke" af den anden. For nogle væsener betyder det "lykken" at kunne få hævn over den eller den, medens dette, at skulle "hævne" sig, af andre væsener nærmest ville fornemmes som en "ulykke". For nogle væsener vil en ting kun kunne ses som "uretfærdighed", medens den samme ting af andre væsener umuligt kan opfattes på anden måde end som "retfærdighed". Men hvad er så sandhed? - Ja, sandheden er, at de alle har ret. Kan da noget på én gang være både "retfærdigt" og "uretfærdigt", både være "lykke" og "ulykke", være både "godt" og "ondt"? - Nej, det kan det absolut ikke, men det behøves heller ikke, for at alle kan have ret. Det er jo ikke de samme væsener, der ser tingene både som "retfærdige" og "uretfærdige". De væsener, der opfatter en ting som absolut "retfærdig", kan ikke samtidigt opfatte denne ting som "uretfærdig". Det væsen, der er "lykkeligt", kan ikke samtidigt være "ulykkeligt". I så fald ville kontrasterne i dets sanseområde jo ophæve hinanden, og dets oplevelse af livet ville da blive lig "X", hvilket vil sige, at den som oplevelse ville blive lig "intet". Men væsenernes oplevelse er ikke lig "intet", men er lig "noget".

Forrige

Næste