1086. Da vi ved, at det "levende væsens" oplevelse af livet og dermed dets sansning således er en "helliggørelse" af væsenet, en ophøjelse af gudesønnen til kulmination af lys, til en sammensmeltning med Faderens stråleglans, bevidsthed og tankesfære, så er det naturligvis givet, at "alt er såre godt".Men når "alt er såre godt", vil det jo sige det samme som, at alle de foreteelser i denne "levende korrespondance" med Guddommen også må være "gode".De har dog været midler, ved hvilke Guddommens førelse af gudesønnen frem til sammensmeltningen med Faderen er blevet muliggjort.Alt det, der indenfor selve væsenernes sanseområder, grundet på de der forekommende særlige perspektiviske forhold, er registreret som realistisk "uretfærdighed", "ukærlighed", "had", "forfølgelse", "skinsyge", "brødnid", "havesyge" eller "begærlighed", "laster" osv. er således absolut uundgåelige trin, uden hvilke "helliggørelsen" af den guddommelige korrespondance eller forholdet mellem Guddommen og det "levende væsen" (gudesønnen) jo aldrig nogen sinde kunne blive en absolut realitet eller oplevelse.Kun igennem kendskabet til "uretfærdighed" kan man erkende eller opleve "retfærdighed", og kun igennem kendskabet til lave, dyriske, primitive former kan man erkende ophøjede, guddommelige tilstande.Kun igennem kendskabet til "ulykken" kan man erkende "lykken".Og "lykken" er altså kulminationen af "livets oplevelse", der i sin højeste instans er oplevelsen af og foreningen med Guddommen.
Tilbage til forsiden
Forrige