Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1085

1085. Hvad er så dette "noget"? - Ja, det er jo detaljerne fra det udenfor dets eget sanseområde eksisterende verdensalt, hvilket vil sige: væsener og ting. Disse væsener og ting er igen manifestationen eller tilkendegivelsen af Forsynets eller Guddommens viljeføring og dermed udløsningen af en guddommelig hensigt. Da denne viljeføring fører til en foreteelse, der skaber en bestemt fornemmelse i individets sanseområde, bliver det her synligt, at der udløses en bestemt henvendelse, en bestemt korrespondance mellem dette Forsyn og det "levende væsen". Da denne tillige, som vi også har set, er individuel, idet de samme væsener og ting ikke udøver den samme indvirkning på alle væsener, det, der kan virke "koldt" på det ene væsen, kan virke som "varmt" på det andet osv. alt efter vedkommende væseners i forvejen forskellige sansesæt, får oplevelserne ikke den samme placering i væsenernes sanseområde. De væsener og ting, der ved oplevelsen i det ene væsens sanseområde bliver placeret i centrums nærhed og derfor i kraft af denne sin nærhed bliver dominerende og afgørende i det oplevende væsens viljeføring og oplevelse af livet, bliver hos andre kun placeret i sanseområdets periferi og bliver derved i kraft af sin fjernhed fra centrum eller områdets "udsigtspunkt" kun af underordnet virkning i viljeføringen. Vi ser således, at det, der kan virke voldsomt på det ene væsen, undertiden er af en ganske ligegyldig virkning på det andet og omvendt. Derfor bliver livsoplevelsen individuel. Men da de oplevede hændelser bliver til en række indtryk, der sluttelig viser sig at være i en ganske logisk rækkefølge og dermed afslørende en hensigt, således at de fører til et samlet slutfacit, der er hundrede procents nyttigt og dermed hundrede procents kærligt for individet, bliver det "levende væsens" samlede vekselvirkning med naturen, omgivelserne og medvæsenerne en "levende korrespondance". Ja, denne er i sin helhed endog så stærk og fuldkommen, at ingen samtale mellem de enkelte levende væsener eller individer kan være så "levende", hvilket vil sige: højintellektuel og dermed kærlig. I samtalen mellem individerne indbyrdes eksisterer der i stor udstrækning mangel på evne til at udtrykke sig klart og mangel på evne til at forstå. Uvidenhed, misforståelse, naivitet og primitivitet gør sig derfor gældende og skaber imellem væsenerne disharmoni, forfølgelse og lemlæstelse. Denne "samtale" mellem de "levende væsener" indbyrdes bliver derfor her i en vis udstrækning i allerhøjeste grad ufuldkommen, medens korrespondancen mellem det "levende væsen" og Forsynet eller Guddommen i form af "livets oplevelse" er total fuldkommen og dermed absolut "hellig". Her er ingen misforståelse, indignation eller vrede, men kun en altomfattende forståelse og kærlig planmæssighed. Og takket være denne totale fuldkommenhed hos den "hellige" korrespondances ene part (Guddommen) bliver den anden part, det almindelige "levende væsen" (gudesønnen) også fuldkommen og vekselvirkningen mellem Guden og gudesønnen dermed tilsidst også oplevet som "hellig" fra sidstnævntes side. Det er denne "helliggørelse" af livsoplevelsen, der lader gudesønnen opleve sig selv som værende "ét med Faderen" og dermed udgørende "vejen, sandheden og livet".

____________
* Rettet fra “Guddommen” til “livsoplevelsen”, jf. stykkets tekst.

Forrige

Næste