Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1083

1083. Men da selve centrumspladsen ikke kan indtages af noget som helst andet væsen, men er individets evige urokkelige "privateje", kan perspektivet umuligt blive helt det samme for hvert levende væsen. Centrums- eller midtpunktsområdet er jo selve individets "udsigtspunkt". Og da "perspektivet" er det samme som tingene set fra nævnte punkt, bliver ethvert væsens sanseområde og dermed dets sansning af verdensaltet eller en hvilken som helst anden sansning individuel. At det af det ene individ sansede eller oplevede verdensalt med væsener og ting, derfor må se tilsvarende anderledes ud for et andet væsen og kun kan være "abstrakt" for dette væsen er således en selvfølge. For at det skulle kunne være absolut "konkret", måtte dette sidste væsen helt kunne gøre sig identisk med førstnævnte væsens "udsigtspunkt", "centrumsområde" eller jeg, hvilket er totalt umuligt. Thi i så fald måtte det ene væsen helt kunne udslette det andet eller med andre ord: gøre "noget, som er", til "intet", hvilket jo igen er lige så umuligt, som det er at frembringe "noget" af "intet". Ethvert "levende væsen" har således sit eget specielle sanseområde, i hvilket livet eller detaljerne fornemmes på den for samme væsen særlige, individuelle måde. Dette sanseområde kan af væsenet beskrives eller fortælles til et andet væsen, men denne beskrivelse eller fortælling kan altså aldrig blive andet end en "abstrakt" foreteelse. En realistisk virkelighed, hvilket vil sige "selvoplevelse", kan intet som helst væsens sanseområde blive for noget andet væsen end det selv.

Forrige

Næste