Livets Bog, bind 4
De "timelige" analyser som virkelighed
1077. Men ligeså illusorisk som den "timelige" analyse er overfor "evigheden", ligeså absolut urokkelig eller realistisk virkelighed er den indenfor oplevelsesøjeblikket eller "nuet", hvilket igen vil sige: væsenets timelige eksistens. Her er den et punkt i "bevægelsens" eller "foranderlighedens" skala, som umuligt kan overspringes eller udslettes. Da denne "foranderlighedens" skala i sin højeste instans er det samme som "tiden", vil "tiden" således være "bevægelsens" eller "manifestationens" distance. Og i passagen af distancer kan jo intet springes over. Man kan ikke passere 10 kilometer ved blot at passere otte eller ni, ligesom man ikke kan blive tyve år gammel ved blot at leve nitten. Hver enkelt kilometer eller hvert enkelt år må passere væsenets "nu", for at den distance, de hver især udgør en del af, overhovedet kan blive til oplevelse og liv og dermed blive udløst. Det, der ikke passerer "nuet", kan ikke opleves. Og det, der ikke kan opleves, er udenfor livet. Og det, der er udenfor livet, kan ikke udgøre dets analyse.
      Alle normale, "timelige" analyser er således absolut, realistisk virkelighed indenfor "nuet" eller oplevelsesøjeblikket, hvorefter de, som vi allerede tidligere har berørt, bliver til "tænkt fortid", udløsende en "tænkt fremtid" og danner således den tilknytning af "tiden" til "evigheden" eller af "oplevelsen" til jeget, der betinger dets fremtræden som "levende væsen". For forskeren gælder det derfor om at huske på, at de timelige analyser er absolut virkelighed indenfor den "timelige tilværelse", "tiden" eller "nuet", der igen udgør væsenets "dagsbevidsthed". Men udenfor den timelige tilværelse er de ganske uden værdi, ligesom det "levende væsen" jo heller ikke er en realitet udenfor "det timelige". Der eksisterer det jo kun som "X", hvilket vil sige, at det her kun udgør "noget, som er". Men en ting er ikke et "levende væsen", blot fordi det udgør "noget, som er". Det "levende væsen" eksisterer altså kun som "levende" i kraft af, at dets identitet er en af "tiden" og "evigheden" udgørende uadskillelig enhed. Begge disse to foreteelser er således lige realistiske.