1076. Efter den orientering, vi her har givet af det "levende væsen", er det ikke mere vanskeligt for den udviklede forsker at forstå, hvorledes de kosmiske analyser skal anvendes, for at denne anvendelse kan være i kontakt med livets love. Vi ved nu, at det "levende væsen" uomstødeligt er en enhed bestående af "tiden" og "evigheden", der igen henholdsvis er det samme som "det foranderlige" og "det uforanderlige", hvilke foreteelser vi jo også kender som henholdsvis udgørende organismen (livsoplevelsen, bevidstheden) og jeget. Med begrebet: "det levende væsen" kan vi derfor hverken udtrykke jeget eller "organismen", hverken "tiden" eller "evigheden", hverken "det uforanderlige" eller "det foranderlige", men udelukkende kun den enhed, som disse to foreteelsers uadskillelighed danner. Da denne enhed udelukkende bliver tilgængelig for sansning i kraft af "det foranderlige", vil intet af det, vi direkte sanser af det "levende væsen", være "evigt", men kun "midlertidigt". Ja, det er jo også under forvandling, medens vi ser på det. Det betyder naturligvis ikke altid, at forvandlingen foregår så stærkt, at vi kan se den, men den er urokkeligt i en større eller mindre grad til stede. Men når en ting således forvandler sig, afslører den "bevægelse". Men "bevægelse" kan igen i oplevelsesøjeblikket eller "nuet" kun manifestere sig i én retning. Den kan ikke løbe modsat sig selv. Den kan ikke have retning imod øst og vest eller op og ned på én gang, ligesom et væsen ikke kan udvikle sværhed og slankhed eller fremtræde behersket og ubehersket samtidigt. Da "bevægelse" (manifestation) således i "nuet" eller oplevelsesøjeblikket kun kan have én retning, bliver denne retning det "levende væsens" analyse. Men da væsenet stadigt udgør "det foranderlige" eller er forvandling underkastet, kan denne analyse kun gælde i selve oplevelsesøjeblikket eller "nuet"; i næste "nu" er forvandlingen jo yderligere skredet frem, og væsenets analyse bliver i dette nye "nu" noget andet, end det var i det første "nu" og således fortsættende. Alle sådanne analyser bliver derfor kun at udtrykke som "timelige" eller "midlertidige". Da nu det "levende væsen" er et "evigt" væsen, kan en sådan "midlertidig" analyse jo ikke være noget udtryk for denne evige tilværelse, idet den kun er et udtryk for det "levende væsen" i det "nu" eller oplevelsesøjeblik, i hvilket det blev sanset eller oplevet. Hvis vi derfor anvender denne analyse som målestok eller udtryk for væsenets evige tilværelse, gør vi os skyldig i en stor misforståelse. Hvis vi således siger om denne evige eksistens, at den f.eks. er "skøn", vil det slet ikke være denne evige eksistens, men den i "nuet" eller oplevelsesøjeblikket fremtrædende del af samme eksistens, der er "skøn". Noget andet kan denne analyse umuligt udtrykke, rent bortset fra at en "evig eksistens" slet ingen som helst analyse kan have ud over denne ene: "noget, som er". Ved at fremhæve den "evige eksistens" som "skøn" har vi altså her forladt "tiden" og holder os kun til "evigheden", der i sig selv adskilt fra "tiden" slet ikke kan udgøre noget "levende væsen". Men et "levende væsen", der ikke eksisterer, kan ikke have en eksistens, der er "skøn" eller på anden måde udtrykke nogen form for analyse. Her, og udelukkende kun her, bliver den timelige analyse: dette at være "skøn" til illusion. Det samme gælder naturligvis alle andre "timelige" analyser, mål- og vægtfacitter anvendt på det "evige" i det "levende væsen", der som nævnt absolut kun kan være lig "X" og ikke noget "levende væsen".