1075. Som vi her har set, er det "levende væsen" således det samme som "tiden" og "evigheden", fremtrædende i kød og blod, hvilke to sidste foreteelser igen her i denne forbindelse er det samme som materiens opsummering i en "levende organisme". Ingen som helst form for materie kan eksistere uden netop at være "kød" og "blod" i en organisme. Men det betyder naturligvis ikke, at dette "kød" og "blod" har samme røde farve som kød og blod hos det jordiske menneske. Plantens "blod", hvilket vil sige dens livsvæske, har jo vandets klare farve, ligesom dens "kød" hovedsageligt fremtræder i grønne farver, og fiskenes "kød" dominerer i hvidt. For jordklodens vedkommende er livsvæsken eller "blodet" jo det samme som oceanernes, søernes og flodernes vandmasser. Vandet er i sin normale fremtræden heller ikke rødt, og dog er det en ligeså absolut uundværlig livsvæske for jordklodens organisme, som det røde blod er for dyr og mennesker. Uden vand ville kloden kun være en indtørret eller indskrumpet og livløs mumie eller materiemasse. Med hensyn til klodens "kød", hvilket vil sige: dens muld-, jord-, sand- og lermasser, dens kul- og kemikalieaflejringer, er disse foreteelser jo heller ikke bundet til det jordmenneskelige køds røde farve, ligesom dens skelet, hvilket vil sige: dens granitklipper og øvrige stenmasser og mineralformationer, heller ikke fremtræder med det jordmenneskelige skelets hvide farve. Kosmisk set er al materie således "kød" og "blod" i organismer og kan umuligt være andet. Alt bliver derfor "levende". Dette liv er igen det samme som "oplevelse" og "det oplevende", der igen henholdsvis er det samme som "tiden" og "evigheden", hvilke, som vi ved, umuligt kan fremtræde adskilt og derfor i sin højeste analyse kun kan fremtræde som en enhed i form af et evigt eksisterende "levende væsen". Det "levende væsen" er således i sin fremtræden urokkeligt en inkarnation af "tiden" og "evigheden". Der, hvor den ene eller den anden af disse to foreteelser ikke forekommer, eksisterer der intet "levende væsen". Men da de er uadskillelige, kan der intet som helst sted forekomme eller eksistere noget, der ikke udtrykker et "levende væsen". Alt er liv, alt er "levende".
      Kan en højere, skønnere eller smukkere drøm eller åbenbaring times det "levende væsen" end den, der her igennem livets egen tale er blevet til realistisk virkelighed, nemlig den, at det "levende væsen" er selve "tiden" og "evigheden", og at nogen anden "tid" og "evighed" absolut ikke eksisterer, og yderligere at få stadfæstet, at denne "tid" og "evighed" umuligt kan eksistere uden at være en uadskillelig enhed, hvorved væsenets identitet med "evigheden" garanteres at være: "en evig beherskelse af tiden", "en evig oplevelse af rummet", "en evig manifestation af selvet" og dermed "en evig åbenbaring af Guds billede", hvilket vil sige: "Guddommens væsen". I sandhed, for dette væsen er "én dag som tusinde år, og tusinde år som én dag".
      Og er det ikke her let at forstå, at selv om vi havde "morgenrødens vinger og boede ved det yderste hav", eller vi på lysets stråler for tusinder og atter tusinder af lysår ud i det evige rum til fjerne solbyer, stjerneverdener, kloder og himmelegne med andre menneskeheder, dyr, planter og mineraler, så ville vi også der finde os selv indhyllet i dette Guddommens strålende væsen og se, at i os lever, røres og er uendelighedens sfære. Det tilbagelagte rum er vor "fortid". Det forbiglidende rum er vor "nutid", og det imod os kommende rum er vor "fremtid". Verdensaltet er vor "bevidsthed". Vi er tiden og evigheden, Guddommen og livet åbenbaret i kød og blod. Denne åbenbaring er det "levende væsen".