Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1074

1074. Da det "levende væsen" kun kan eksistere som en enhed bestående af "tiden" og "evigheden", vil det være umuligt at give en retmæssig analyse af denne enhed eller det "levende væsen", hvis man ignorerer den ene eller den anden af disse to foreteelser og således kun erkender den ene af de to. Hvis vi derfor siger om det "levende væsen", at det hverken er kærligt eller ukærligt, ignorerer vi dermed fuldstændigt dets identitet med "tiden" eller "nuet" og fremhæver kun "evigheden". Men som blot og bar udgørende "evigheden" er væsenet jo slet ikke udgørende noget "levende væsen". Det må, for at kunne udgøre et "levende væsen" også udgøre "nuet". Men "nuet" kan umuligt udgøre mere end én realistisk kontrast. Det kan ikke samtidig være en realistisk, praktisk manifestation af denne kontrasts modsætning. Man må huske på, at det er i "nuet", at al realistisk eller praktisk oplevelse foregår. Og man kan ikke i det samme "nu", man åbner sin mund, lukke den. Kun én kontrast ad gangen er, som nævnt, mulig i "nuet". Andre kontraster kan ganske rigtigt nok være til stede i "nuet", men ikke som realistisk eller praktisk oplevelse, men derimod kun som "tænkte" modsætninger baserede på erindringer fra "fortiden" eller de heraf fremtrædende "tænkte" formodninger om "fremtiden". Det "levende væsen" kan derfor i realistisk, praktisk fremtræden ikke både være "kærligt" og "ukærligt" i "nuet". Det kan kun være enten det ene eller det andet i det samme "nu". Og da det uden "nuet" ikke er noget "levende væsen", kan man ikke retmæssigt sige, at det "levende væsen" både er "kærligt" og "ukærligt". Dets eksistens som "levende væsen" betinges jo udelukkende af, at det netop kun er den ene ting ad gangen. Kunne det være begge tingene eller manifestere begge kontrasterne i samme "nu", eksisterede det jo ikke, da den ene kontrast da måtte ophæve den anden og dets fremtræden blive lig "X" eller blot og bar "noget, som er", hvilket altså er jegets analyse. Men jeget alene kan ikke udgøre det "levende væsen". Dette væsen eksisterer kun i kraft af, at kontrasterne netop ikke kan manifesteres samtidigt, men kun skiftevis, hvilket er lovbundet af kredsløbet eller "X2" og "X3". Det "levende væsen" kan derfor netop kun være enten "kærligt" eller "ukærligt", enten "stort" eller "lille", enten "skønt" eller "uskønt", "ondt" eller "godt" osv., thi i modsat fald er det ikke "levende". Livet, hvilket vil sige: selve oplevelsen, er jo netop udelukkende kun dette ene at kunne erkende kontrasterne eller modsætningerne, hvilket ville være umuligt, hvis disse forekom i selve oplevelsesøjeblikket (nuet) på en sådan måde, at de totalt ophævede hinanden. Og uden oplevelse af kontraster var der ikke noget liv, og uden liv eksisterede der kun "noget, som er". Om dette "noget" kan man derimod retmæssigt sige, at det hverken er "ondt" eller "godt", at det hverken er "skønt" eller "uskønt" eller på anden måde udgør noget som helst udover sin analyse: "noget, som er". Men på det "levende væsen" kan en sådan analyse ikke anvendes, idet man dermed, om end ubevidst, totalt frakender det selve oplevelsesevnen og dermed dets liv. Og et "noget" uden liv kan ikke være "levende". Det må derfor altid være underforstået, at den slags udtalelser om det "levende væsen" kun kan gælde dette "noget, som er", hvilket vil sige: jeget eller "evigheden" og ikke selve dets fremtræden som "levende væsen", som "nuet" eller "tiden". I denne sidste fremtræden er det jo identisk med de skiftende kontraster og må da være ét med den eller den kontrast, der i oplevelsesøjeblikket er den fremherskende eller realistiske. Og denne væren ét med nævnte kontrast må være livsoplevelsens absolutte analyse, indtil den er fortrængt af dens modsætning, der da må blive livsoplevelsens eller "nuets" retmæssige analyse.

Forrige

Næste