Livets Bog, bind 4
"Tiden" og "evigheden" kan ikke forekomme adskilt, men derimod kun som en enhed, der i form af "det levende væsen" udgør helhedsanalysen bag alle materiekombinationer, såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos
1073. Vi skal i det følgende se, hvad det er, der er forkert i ovennævnte væsens opfattelse. De store sandheder, som han motiverer sin tilværelse med, kan jo i sig selv ikke rokkes. Nej, det er rigtigt. Men i henhold til vor sidste analyse af det "levende væsen" udgør dette udelukkende "tiden" og "evigheden". "Tiden" er igen som nævnt det samme som "nuet", medens "evigheden" udgør "jeget". "Nuet" er igen "det foranderlige", medens "jeget" er "det uforanderlige" eller "det faste punkt", omkring hvilket "det foranderlige" bevæger sig. Begge de to foreteelser er som nævnt absolut uadskillelige, idet de gensidigt betinger hinandens eksistens. At de evigt har været sammensmeltet eller fremtrædende som en enhed bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at de, hvis de nogen sinde havde været adskilte, aldrig kunne være blevet sammensmeltet til en enhed. Hvorledes skulle dette vel være gået til? - Hvis de var adskilte, var de begge uden nogen som helst form for sansemæssig eksistens, idet det "faste punkt" såvel som "bevægelsen" da måtte være lig "intet". Og af "intet" kan som bekendt umuligt komme "noget". "Nuet" og "evigheden" har derfor evigt eksisteret som en "toenighed". Da denne "toenighed" er det "levende væsen", og dette således er selve "tiden" og "evigheden", er dets evige eksistens dermed underbygget og stabiliseret af de allerhøjeste realistiske fakta, der overhovedet findes. Hvad eller hvem kan "tiden" og "evigheden" ellers udgøre? - Absolut intet og ingen. Hvad vi så end vil pege på, f.eks. en flod, en sø, en skov, et bjerg, en sten, en maskine osv., kan disse aldrig nogen sinde udgøre andet end "tiden". "Evigheden" mangler derimod totalt i denne de nævnte tings fremtræden. De samme ting vil derfor aldrig nogen sinde kunne fremtræde for os som selvstændigt liv, men udgør hver især derimod kun - et "brudstykke" af et "levende væsen". De nævnte ting er ganske vist ikke brudstykker af et menneskes, dyrs eller noget andet vor spiral tilhørende "levende væsens" organisme, men det forandrer jo ikke princippet. Intet væsen kan leve uden i et makrovæsens organisme. Dette makrovæsen vil i første instans for vort vedkommende jo være jordkloden. Tilsammen udgør alle de for os fremtrædende foreteelser, vi kalder naturen, i form af jordkloden således i første instans en logisk og fuldkommen selvstændig enhed, der igen ved sin logiske bevægelseskombination bliver udtryk for viljeføring og dermed afslørende nævnte enhed som et "levende væsens" organisme. Men da logisk viljeføring igen afslører noget, der er udenfor bevægelsen, idet det leder bevægelsen og således er udenfor "tiden" og derfor kun kan være selve "evigheden", bliver alt omkring os i form af naturen således identisk med det "levende væsen". Det er jo den samme foreteelse, der gør sig gældende i mindre format, når vi f.eks. betragter en hånd, et øje, et øre, en næse, en negl, et stykke kød, en knogle, et stykke skind osv., men kun med den forskel, at her kender vi udmærket disse foreteelser og ved, at de ikke er selvstændige, men udgør "brudstykker" af levende væseners organismer. Her finder vi ikke på at kalde disse foreteelser for "naturen". Vi ved hvilket logisk formål, de er blevet skabt til at skulle opfylde. Og da de derved også er udtryk for eller er et produkt af viljeføring, afslører de dermed også et "noget", der ikke kan være bevægelse, men er bevægelsens og viljens fører. Da dette "noget" ikke er bevægelse og dermed ligeledes er udenfor "tiden", kan det kun være identisk med "evigheden". "Tiden" og "evigheden" er således til stede i alt, hvad vi overhovedet kan sanse. "Tiden" kan ikke være til stede uden at afsløre "evigheden". Og "evigheden" kan kun åbenbare sin tilstedeværelse i kraft af "tiden". De to foreteelser kan således aldrig forekomme adskilt, men er som tidligere nævnt en "toenighed" eller en enhed med to analyser. Da denne enhed udelukkende er det "levende væsen" og umuligt kan udgøre noget som helst andet, og noget som helst andet derfor overhovedet slet ikke kan eksistere, er det "levende væsen" således livets højeste analyse. Det er den eneste helhedsanalyse af universet, naturen og livet, der overhovedet kan eksistere. Verdensaltets helhedsanalyse er således et "levende væsen". Andre helhedsanalyser af viljeført materie og skabelse, såsom: menneske, dyr, planter og mikromateriekombinationer kan i deres helhedsanalyse kun være et "levende væsen". Det "levende væsen" er således alle analysers alfa og omega. Det er hovedfacittet bag alle former for makrokosmos og mikrokosmos såvel som for mellemkosmos.