1072. Som det fremgår af ovennævnte, fører den umodne forsker tre af livets allerstørste og urokkelige sandheder i marken som forsvar for sin ufuldkomne væremåde. Men kan disse store sandheder gøre et væsen ansvarsfri af sine handlinger? - Kan de give ham lov til at myrde sin næste, begå lystmord eller rovmord? - Har han lov til at forfølge, genere og bagtale under den motivering, at vedkommende næste har denne mørke karma eller skæbne til gode? - Og kan han på andre måder være tilfreds med at befordre sin viljeføring på den samme misforståelse af de urokkelige, evige sandheder? - Kan han selv konsekvent leve på denne sin misforståelses livsfilosofi? - Vælger han ligeså gerne det mindre skønne som det mere skønne væsen til ægtefælle? - Vælger han ligeså gerne en røverhåndtering, som han vælger et ærligt erhverv til levevej? - Synes han, at sadisme, perversitet og lystmordtendenser er ligeså attråværdige som talenter for den højeste hjertets dannelse og kultur? - Kan han lade være at takke sin næste i en sådan situation, hvor denne uselvisk har reddet hans liv, med den motivering, at denne redning kun var opfyldelsen af et ganske retmæssigt krav, noget han ligefrem havde til gode hos denne næste? - Kan han i alle fysiske situationer virkelig finde tilfredsstillelse eller fuld dækning for sin samvittighed med den motivering, at "alt er såre godt" og dermed også hans handlinger, ligegyldigt af hvilken art de så end måtte være? - Kan han i længden med samme motivering blive ved med at være ganske uden nogen som helst form for bøn til Forsynet? - Er der ikke i ham kræfter, der, i en ulykkelig eller livsfarlig situation, rører på sig i retning mod "det ukendte" efter hjælp der, hvor der indenfor "det kendte" ingen som helst hjælp er mulig? - Kan han ligeledes være totalt uden nogen som helst taknemlighedsfølelse mod et Forsyn i sådanne situationer eller øjeblikke, hvor naturen og livet pludselig har beriget ham med en længselsfuldt ventet opfyldelse af hans skønneste ønskedrømme? - Kan han i sådanne situationer selv opsluge hele æren for denne opfyldelse med motiveringen af, at det udelukkende er hans eget værk, idet enhver jo er sin egen skæbnes absolutte skaber, og at der som følge heraf ikke kan være noget som helst at takke for? - Det er således et højst uhyggeligt sjæleligt perspektiv, de store sandheder kan fængsle et væsens mentalitet i, når de misforstås. Og jo større misforståelsen er, desto mere fremtræder væsenet for den udviklede forsker som et individ, der er blevet afsporet fra den direkte vej imod det evige lys eller den kontakt med oplevelsens love, der er livets højeste normalitet. Denne misforståelsens afsporing og den heraf følgende større eller mindre bevidsthedsmæssige abnorme indstilling til livet er så meget desto mere farlig, eftersom den, hvad vi lige har set, funderes på livets højeste, urokkelige, evige sandheder.