1071. Idet det levende væsen ikke kan eksistere uden at være identisk med en uadskillelig enhed, sammensmeltet af "tiden" og "evigheden", er det let for forskeren herefter at frigøre sig fra ethvert "tankedril" og henføre alle det levende væsens kosmiske analyser til deres respektive pladser i livsoplevelsen og der erkende dem i deres absolut retmæssige kosmiske perspektiv, hvor de er virkelighed, og hvor de er illusion. Denne kvalifikation er så meget desto mere nødvendig, eftersom alle eksisterende kosmiske analyser af det levende væsen i modsat fald kun vil gøre forskeren mentalt defekt og afstedkomme hans møde med "tærskelens vogtere". Han vil da undertiden bedømme timelige foreteelser som kosmiske og omvendt. At dette igen afføder en tilsvarende illusorisk opfattelse af livet og tilværelsen, der kun kan være på højde med simpel eller primitiv overtro, er naturligvis en selvfølge. Han vil nemlig, hvis han ikke kender til ydmyghed, med sin fejlagtige kosmiske viden begynde at docere alle de store kunstneres skønne skulptur- og billedværker og digteres og forfatteres skønne poetiske digte og lovprisninger af naturen og livet som intetsigende illusioner og dermed på en måde retfærdiggøre sin egen mangel på ydmyghed og taknemmelighed overfor livets eller naturens skønhed og pragt. På samme måde vil han ligeledes dække over sin manglende næstekærlighed eller medlidenhedsevne overfor næstens lidelser og mørke skæbne med motiveringen af, at denne selv er første årsag til sin egen ulykke og derfor intet krav har på forståelse og kærlighed fra noget som helst andet væsen. Han vil i stor udstrækning dække sig bag den kosmiske analyse: "ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret" og foregøgler dermed mere eller mindre sig selv at være uskyldig i enhver smertelig handling, han påfører sin næste. Han vil påberåbe sig, at der intet "guddommeligt" og intet "djævelsk" er til. Ingen er "gode" og ingen er "onde", ingen er "skønne", og ingen er "uskønne" osv. Men han lancerer ikke desto mindre den anskuelse, at "alt er såre godt", hvilken anskuelse igen fjerner ham fra selve bønnens natur og kraft. Derved taber han således for en tid den eneste eksisterende naturlige, mentale indstilling og træning af bevidsthed, der skulle føre ham til den direkte personlige kontakt med Guddommen, hvilket vil sige: livet og tilværelsen eller oplevelsen af dette at være "ét med Faderen". Jo, "tærskelens vogtere" er her realistisk virkelighed.
      Som vi her ser, kan misforståelse af kosmiske analyser blive temmelig skæbnesvanger for den umodne forsker, der netop i kraft af nævnte misforståelse kommer til at leve helt i disharmoni med sig selv og omgivelserne. Han er således kommet i berøring med analyser, hvis virkelige sandhed han slet ikke fatter, og hvilke analyser derfor for ham kun bliver en slags livsfilosofi, i kraft af hvilken han i god tro foregøgler sig ansvarsfrihed med hensyn til sin ufærdige eller mindre kærlige væremåde overfor sin næste og omgivelser med den motivering, at "alt er såre godt", og at ingen, som før nævnt, "kan gøre eller lide uret", og at enhver er sin egen ulykkelige eller lykkelige skæbnes ophav.