Livets Bog, bind 4
"Det oplevende noget" i enhver oplevelse. "Jeget" og "evigheden"
1069. Er der da noget andet til end netop det nævnte treenige "nu"? - Ja, der er noget andet. Da alt, hvad der er tilgængeligt for sansning eller oplevelse, som vi her har set, er det samme som "tiden" eller "nuet", bliver det en kendsgerning, at der er "noget", der ikke er "tid" eller kan være "nuet", nemlig: "noget", der ikke forandrer sig og derfor kan opleve forandringen eller tiden. Dette "nogets" tilstedeværelse bliver til kendsgerning i selve "livets oplevelse" i form af det i denne eksisterende, oplevende centrum. En oplevelse kan jo kun ske i kraft af, at der er "noget", der oplever. En oplevelse kan ikke eksistere selvstændigt, men må altid være noget, der er oplevet. Men noget, der er oplevet, forudsætter, at der forud eksisterede "noget", der kunne opleve. Og det er dette oplevende "noget", der fornemmes indeni enhver oplevelse som det oplevende centrum eller midtpunkt, vi kalder "jeget". "Jeget" er altså ikke identisk med "tiden" og de her ind under hørende skabte eller timelige foreteelser. Det markerer denne sin adskilthed fra disse foreteelser ved begreberne "jeg" og "det". Når dette "jeg" således eksisterer og dog ikke er identisk med "nuet" eller "tiden", kan det kun udgøre én ting, nemlig: "evigheden". Og det er i kraft af denne dets identitet med "evigheden", at "jeget" ingen som helst analyse kan have ud over denne ene, at det udgør: "noget, som er". "Evigheden" kan i sig selv ingen analyse have, da den er uden begyndelse og afslutning. Og uden begyndelse og afslutning kan begrænsning ikke markeres. Og der, hvor ingen begrænsning kan markeres, kan ingen skabelse eksistere. Og der, hvor ingen skabelse kan eksistere, kan der heller ikke eksistere noget, der kan sanses. Der er hverken materie, farve eller lys. "Evigheden" kan således kun udgøre "noget, som er", hvilken analyse jo er den samme som den, vi gennem "Livets Bogs" omfattende stof har lært at kende som "jegets".