1065. Idet ovennævnte jeg kan erkende eller opleve sig selv som et viljeførende "noget", der kan jonglere med energi, bevægelse eller stof og derved skabe "stoflige" foreteelser, og det således som disse foreteelsers skaber kan erkende sig selv som værende "udenfor" disse, og ingen af disse foreteelser derfor kan udtrykke dets analyse, er det klart, at det kun kan opleve sin egen højeste analyse som "X". Men som "X" er det jo ikke udgørende noget "levende væsen". Da er det kun: "noget, som er". Det bliver kun udgørende et "levende væsen" i kraft af sin evne (X2) til at opleve sig selv "indeni" disse af det selv frembragte "skabte foreteelser" (organismen og bevægelserne) og fremtræder da for dets egne sanser som "et levende væsen". Forskellen i denne dets analyse som "levende væsen" og dets analyse som "X" markeres i den omstændighed, at det i den første analyse udgør "nuet", medens det i den anden analyse udgør "evigheden".
      For at forstå dette må man gøre sig klart, at "evigheden" er det samme som "det ubegrænsede". Og da kun "det ubegrænsede" kan være lig "X", bliver dette, "det ubegrænsede", således identisk med det levende væsens første eller højeste analyse. Ligeledes må man erindre sig, at "nuet" er det samme som "det begrænsede". Det vil altid udgøre et stærkt afgrænset "midterparti" mellem fortid og fremtid. Da fortid og fremtid ikke eksisterer for noget, der ikke har bevidsthed, vil det levende væsen være det absolut eneste eksisterende, der kan være "ét" med "nuet". "Nuet" er således identisk med det førnævnte "nogets" eller "evighedens" "midlertidige" udslag. Da dette udslag i sin helhed kun kan finde sted i form af "det levende væsen", bliver det således her til urokkelig virkelighed, at dette væsen og "nuet" er identisk. Det levende væsens højeste kosmiske analyse er således det samme som "evigheden", medens dets højeste timelige analyse er det samme som "nuet".