Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1064

1064. Men da denne direkte oplevelse af livet afslører sig som logisk skabelse, der igen er det samme som viljeført bevægelse, åbenbarer denne skabelse således indirekte for sanserne et bag skabelsen eksisterende, viljeførende "noget". Og vi er således her kommet til det "noget", der oplever livet. Dette indirekte opfattede "noget" i forbindelse med "livets oplevelse" kalder vi "det levende væsen". Begge disse to foreteelser kræver urokkeligt hinandens eksistens og vil aldrig i nogen som helst situation kunne være fri af hinandens selskab. Kunne de slippe hinanden, ville en total stilhed uundgåeligt blive den afløsende faktor. Men når en total stilhed var blevet en faktor, hvorledes skulle så det forhen "oplevende noget" atter komme i forbindelse med "oplevelsen af livet?" - Det "oplevende noget" og "livets oplevelse" er således evigt knyttet sammen som en uadskillelig enhed. Og det er i kraft af denne uadskillelighed, at evighedspanoramaet dukker op i det levende væsens analyse eller historie.
Det levende væsen afslører sig således her for os som et "noget", der udgør "det timelige" og derfor er "det timeliges" love underkastet, og et "noget", der er hævet over "det timelige" og derfor eksisterer udenfor dettes love. Og her er vi kommet til det "noget" i det levende væsen, der oplever sig selv i form af et indre centrum, der kan "tænke" sig "udenfor" og "indenfor" enhver skabt foreteelse, ligegyldig hvor fast, flydende, luftformig og stråleformig eller åndelig denne så end måtte fremtræde, og ligegyldig hvor stor eller lille, hvor tillukket eller åben, den så end måtte forekomme. Det bliver således igennem oplevelse til kendsgerning, at dette centrums eksistens og immunitet overfor tid og rum eller analyse ikke blot er teori, men at det derimod ligefrem udgør en uomstødelig, praktisk virkelighed. Det er denne virkelighed, vi kalder "selvet" eller "jeget" i det levende væsen.

Forrige

Næste