Hvorledes vi bliver i stand til at erkende vor evige eksistens. Hvorfor "timelige" analyser ikke kan udgøre absolutte udtryk for det levende væsens evige eksistens
1058. Når vi ikke desto mindre kan konstatere, at det levende væsen udgør et "evigt noget, som er", og erkender dette i en højeste analyse som lig "X", hvilket altså vil sige, at det hverken er højt udviklet eller primitivt, at det hverken er ondt eller godt, at det hverken er retfærdigt eller uretfærdigt, kærligt eller ukærligt, men i denne sin højeste fremtræden er totalt udenfor en hvilken som helst af disse analyser, beror det jo udelukkende på, at dette "noget" har en urokkelig kontrast til denne sin evige, usanselige eller "X-tilværelse", nemlig, sin evige, sanselige, "timelige" tilværelse.Igennem denne sanselige "timelige" tilværelse, der udgør dets realistiske oplevelsessfære, bliver det i stand til at skabe en tilværelse, der udelukkende kun kan være en modsætning til dets "evige" eksistens.At denne "timelige" tilværelse indenfor oplevelsessfæren ikke kan være det samme som den "evige" tilværelse er naturligvis en selvfølge.Enhver, der derfor opfatter det levende væsen ved en eller anden "timelig" analyse og f.eks. siger, at det er 20 år og betragter denne analyse som det absolut højeste udtryk for nævnte væsens eksistens, er i højeste grad offer for en illusion.Væsenets evige eksistens kan ikke udtrykkes ved et antal af år.Evigheden er lige så lidt 20 år, som den er noget som helst andet antal af år eller begrænset rum af tid, lige meget hvor mange år eller hvor stort et tidsrum, man så end vil betegne denne ved.20 år kan kun være et illusorisk begreb for evigheden og dermed for det levende væsens evige eksistens.Det samme gør sig naturligvis gældende med hensyn til alle andre "timelige" analyser.Hvis vi påstår, at det levende væsen er et ukærligt væsen, eller det er et kærligt væsen, hvis vi siger, det er retfærdigt eller uretfærdigt eller på anden måde udtrykker nævnte væsen ved sådanne "timelige" analyser og påberåber os disse som udtryk for det pågældende væsens absolutte højeste fremtræden, er vi selvfølgelig ligeledes offer for en illusion."Noget", der er evigt, kan ikke hverken være retfærdigt eller uretfærdigt, kærligt eller ukærligt eller udgøre nogen som helst anden "timelig" foreteelse, idet disse "timelige" foreteelser ikke er "evige", men ifølge kredsløbet kun kan fremtræde i et individ som skiftende rytmer på samme måde som sult og mættelse.Det evige væsen må derfor, som vi allerede har påpeget, være lige så kærligt, som det er ukærligt, ligeså uretfærdigt som det er retfærdigt osv., hvorved de to kontraster jo ophæver hinanden og derved betinger, at væsenets "evige" fremtræden netop umuligt kan blive andet end lig "X" således som påvist i "X-analyserne" i "Livets Bog".
Tilbage til forsiden
Forrige