Livets Bog, bind 4
Det levende væsens "X-tilværelse" kan aldrig blive tilgængelig for direkte praktisk oplevelse
1057. Men takket være den omstændighed, at ingen som helst oplevelse kan finde sted uden netop ved at være en reaktion af uligevægten mellem to kontraster, idet den totale ligevægt jo ophæver begge kontraster og derved udelukker sansning eller synlighed, kan denne, det levende væsens evige eksistens som "X-tilværelse", aldrig nogen sinde blive direkte tilgængelig for realistisk oplevelse. Thi en realistisk oplevelse af denne evige tilværelse ville jo være en total udslettelse af det pågældende væsens bevidsthed. Tilbage ville der ganske vist være et "noget, som er", men hvem skulle have glæde af dettes eksistens? - Noget, der ikke lever, kan jo bevidsthedsmæssigt kun repræsentere et "evigt intet" eller den absolutte død.