Livets Bog, bind 4
Det levende væsens evige eksistens kan kun opleves igennem "timelige" detaljer, men det er ikke de "timelige" detaljer, "dyret" eller "mennesket", der er "det levende væsen"
1055. At tingene fra et vist synspunkt er illusion er ganske rigtigt, men dette synspunkt ligger som nævnt ganske "udenfor" livet og kan umuligt anvendes som logisk rettesnor i nogen som helst viljeføring. At det ligger "udenfor" livet betyder ikke, at det ikke eksisterer. Den udviklede forsker har jo, ligeledes igennem de tilbagelagte analyser i "Livets Bog", set, at alle de "skabte ting" umuligt kan eksistere eller blive til uden at pege tilbage på en for sanserne utilgængelig årsag. Men da denne årsag således er "udenfor" sanserne og dermed er "udenfor" direkte oplevelse og skabelse, kan den i sig selv ikke eksistere som en "skabt ting", hvilket igen vil sige: som "tid", "rum", "stof", "materie", "størrelse", "indvikling" og "udvikling", men derimod kun som et navnløst "noget, som er". Det er denne tingenes identitet med det usanselige, der udtrykkes som "X3", hvis eksistens igen betinges af "X2" og "X1" og omvendt, og hvilke tre "X'er" tilsammen altså udgør den urokkelige "årsagsløse årsag" eller det evigt eksisterende levende væsen.
      Den udviklede læser af "Livets Bog" ved således nu, at denne evige eksistens kun kan åbenbares eller opleves af det levende væsen selv i form af "timelige" detaljer. Da "timelige" detaljer kun kan eksistere i kraft af, at de udgør et modsætningsforhold til andre "timelige" detaljer, kan den absolutte sandhed om dette evige væsen således ikke udtrykkes eller dækkes af nogen som helst "timelig" analyse. Noget, der har begyndelse og afslutning, kan jo kun være en modsætning til noget, der ikke har begyndelse og afslutning. Noget, der er midlertidigt, kan ikke være det samme som noget, der er vedvarende eller evigt. Vi ved derfor ligeledes igennem nærværende hovedværk, at når et levende væsen erkendes som et "dyr", f.eks. som en "okse", vil denne analyse kun udgøre en "timelig" analyse af dette væsen. Det, vi udtrykker som "okse", er noget, der bliver til og igen forgår. Det vil igen sige, at det, der dækker sig under begrebet "okse", kun er en særlig midlertidig opbygget materiekombination, der af jeget udnyttes som redskab for udfoldelsen af en tilsvarende særlig organiseret bevægelses- eller energiudløsning. Denne energiudløsning skal igen efterhånden opfylde et særligt begær hos materiekombinationens eller redskabets ophav. Når dette begær er opfyldt, er der ikke mere noget grundlag for eller formål med opretholdelsen af denne særlige materie- og energikombination (oksebevidstheden), hvorfor denne da også degenererer og langsomt forsvinder til fordel for skabelsen af en ny art materiekombination eller organisme, igennem hvilken en tilsvarende ny art energiudfoldelse eller tilfredsstillelse af et nyt begær kan komme til udløsning. Det, vi kalder "okse", er således i virkeligheden kun et af materie opbygget midlertidigt særligt bestemt redskab og en igennem dette redskab, ligeledes midlertidigt, særligt organiseret eller formet energiudløsning. Nøjagtig det samme gør sig naturligvis gældende med et hvilket som helst andet levende væsen. Det, vi kalder et "menneske", er således ingen undtagelse. Det er ikke hverken "dyret" eller "mennesket", der er det "levende væsen". Det, vi udtrykker ved disse betegnelser, er kun to særlige former for åbenbaringer eller tilkendegivelser af et bag disse tilkendegivelser eksisterende, viljeførende og begærudløsende "evigt noget".