1054. For rent realistisk eller praktisk at kunne opleve de "skabte ting" som illusioner måtte man altså totalt miste sin oplevelses- eller sanseevne, hvorved man da ikke mere eksisterede som et - treenigt princip - men derimod kun som et - enkelt - princip i form af et "evigt noget, som er". Men når man har mistet sin oplevelsesevne, ville enhver form for oplevelse jo være total umulig. Og der, hvor oplevelsesevnen totalt er udslettet, ville der kun eksistere en evig stilhed, en absolut død i stedet for en absolut bevidsthed, et absolut liv. Men da det er en urokkelig kendsgerning, at det "evige noget, som er", ikke er en evig stilhed eller død, men er bevidsthed og liv, bliver "illusionerne" til - ikke illusioner - men urokkelige, håndgribelige ting eller sand virkelighed "indenfor" dette liv. Den udviklede forsker er altså igennem "Livets Bog" forlængst blevet fortrolig med, at de "skabte tings" identitet som "illusioner" kun eksisterer "udenfor" selve livet. "Indenfor" livet er de "skabte ting" virkelige nok. Læger og hospitaler kan ikke overflødiggøres eller erstattes med fortolkningen af sygdommenes og læsionernes identitet som "illusioner", ligeså lidt som mad og drikke kan overflødiggøres ved fortolkningen af sult som illusion. At "stort" og "småt", "tid" og "rum", "kærlighed" og "had", "mindre begavelse", og "mere begavelse", "indvikling" og "udvikling" er realistisk eller virkeligt nok "indenfor" livet eller der, hvor de nævnte foreteelser kan opleves, er den kendsgerning, der udelukkende kun kan være fundamentet for skabelsen af det fuldkomne liv.