1053. Vi er nu kommet så langt frem igennem "Livets Bogs" kosmiske analyser, at vi har fået tilstrækkelig klarhed over den fuldkomne ydre kosmisk-tekniske struktur af det levende væsen. Vi har fået kendskab til, at al bevægelses- eller energiudfoldelse er udgørende livsytringer eller bevidsthedsfunktioner og dermed fremtrædende som selve livets mentale kemikalier eller kosmisk-kemiske substanser. Vi har set, at hele denne store bevægelsesudfoldelse eller bevidsthedsfunktion er en udløsning af et sammenspil mellem verdensaltets syv grundenergier, og at dette sammenspil former sig som et evigt fungerende kredsløb, i hvilket seks af grundenergierne hver især fik et kulminationsområde og derved dannede et selvstændigt plan. Hvert plan var en tilværelseszone for levende væsener.
      Vi er blevet indforstået med, at det, vi kalder Guddommen, tilværelsesplaner, verdensaltet, naturen eller livet er identisk med dette grundenergiernes sammenspil. Yderligere blev det fundamental virkelighed for os, at hele denne åbenbaring af bevægelses- eller energiudfoldelse er identisk med et "treenigt princip": jeg, bevidsthed og organisme. Vi ved, at hver enkelt af disse tre enheder umuligt kan eksistere selvstændigt, men hver for sig udelukkende fremtræder i kraft af de to andres eksistens, ligesom vi også har set, at de samme enheder er navnløse i deres egennatur, og hvorfor vi har udtrykt dem ved hver sit "X".
      Med hensyn til disse "X'er" ved vi, at det tredje udgør alt, hvad der kommer ind under begrebet "stof", "materie", "skabte ting", "skabelse", "spiralkredsløb" eller "indvikling" og "udvikling". Vi ved, at denne "indvikling" og "udvikling" er det samme som jegets fornemmelse af sin egen evige eksistens eller oplevelse af et evigt fortsættende liv, ligesom vi gennem talrige analyser af disse "X'er" er blevet beriget med oplysninger om, hvorledes dette "evige liv" i sin højeste kosmiske eksistens er en balance eller ligevægt af alle eksisterende kontraster og derfor i denne højeste eksistens ikke kan have nogen analyse ud over dette ene at udgøre: "noget, som er", hvorved det bliver identisk med selve livets ophav eller "noget nr. 1". At alle de i "X3" frembragte og for sanserne tilgængelige detaljer såsom: "stort" og "småt", "tid" og "rum", "kærlighed" og "had", "primitivitet" og "højintellektualitet", "indvikling" og "udvikling" etc. i denne højeste fremtræden er illusoriske, er således kun, hvad der nu er selvfølgeligt for den udviklede læser af nærværende værk. Men han føler sig ikke foruroliget. Det er nemlig ligeså selvfølgeligt for ham, at denne eksistensen af alle kontrasters ligevægt, hvilket vil sige: deres totale ophør som kontraster, ligger ganske udenfor en hvilken som helst oplevelsesmulighed i kraft af "X2", der evigt igennem kredsløbet betinger kontrasternes beståen og dermed selve oplevelsesevnens evige eksistens.