Livets Bog, bind 3
Paradisfortællingen med dens "slange", "syndefald" og Guds "forbandelse" af jorden udtrykker i virkeligheden en strålende lysmanifestation. "Slangen" er jordmenneskehedens første verdensgenløser
975. At det, vi i dag kalder "mørket" eller "det onde", engang for jordmenneskeheden har været et ligeså vældigt begæret eller attrået mål, som lyset er i dag, bekræftes jo, som vi lige har set, i høj grad af beretningen om "syndefaldet" og den "fortabte søn". Begge beretninger fortæller om mennesket i lyset og dets fald ned i mørket og dets tilbagevenden til lyset. Men når mørket således engang har været en for livets beståen absolut nødvendig attrået foreteelse, var dets eksistens jo en velsignelse. Da viden om mørket er det samme som frugten af "kundskabens træ", og Adam og Eva eller menneskeheden uden denne "frugt" umuligt kunne have opnået den attråede mættelse eller kulminationsoplevelse af mørket, som var nødvendig, for at lyset igen kunne blive til attråede vågne dagsbevidsthedsfunktioner eller oplevelse, var nævnte "frugt" ligeledes en velsignelse. Da "slangen" hjalp den nødstedte Adam og Eva eller den efter samme frugt hungrende jordmenneskehed til nævnte "frugt", blev "slangen", der også er kaldet "djævelen" eller "den onde", således samme menneskeheds velgører eller hjælper i nøden. Han var dens første "verdensgenløser". "Djævelens" eller "slangens" "forførelse" af Eva var således en velsignelse for nævnte menneskehed. Dette bekræfter sig yderligere i Guds egen tale til Adam og Eva efter "syndefaldet", den tale der er udtrykt som hans "forbandelse" af jorden. Da Adam og Eva (jordmenneskeheden) var i en mental tilstand, hvor deres dagsbevidsthed var døende på grund af manglende kontraster til deres tilværelse i lyset, kan Guddommens "forbandelse" jo kun være at udtrykke som en velsignelse. Den var i virkeligheden en forjættelse til dem om, at alle de ting, der eksisterede som en kontrast til lyset, og som for dem på det givne tidspunkt var en livsbetingelse, netop skulle times dem. Hvor må denne guddommelige, forjættende røst have klinget dejligt i deres øren. At få at vide, at alle de ting, de i kolossal udstrækning hungrede og tørstede efter, skulle blive givet dem, kunne jo kun være et supplement til den store guddommelige forjættelse, der allerede i forvejen havde lydt i deres øren: "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder jorden og gører eder den underdanig, og regerer over havets fiske, over himlens fugle og over hvert dyr, som kryber på jorden". Tror man ikke, det var opfyldelsen af Adams og Evas ønsker, der her blev forkyndt dem? – At få forjættet eller blive lovet opfyldelsen af sine ønsker kan da kun være et glædesbudskab. Hele paradisfortællingen med dens "slange", "syndefald" og Guds "forbandelse" af jorden har således oprindelig været en eneste stor lysmanifestation, en første levendegørelse af selve det guddommelige kærlighedsprincip, der behersker hele kredsløbsprincippet og således er verdensaltets urokkelige fundament og dermed udgørende det ufejlbarlige ideal eller forbillede for en hvilken som helst form for absolut fuldkommen skabelse, manifestation eller bevidsthed. Det er intet mindre end en fase af det samme guddommelige lys, som intet væsen kan leve foruden, og som derfor i form af en "varig fred" er det eftertragtede mål for hele den jordmenneskelige energiudfoldelse.