Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 973

973. At slægterne nu igennem sekler af tid har forbandet denne fase og slet ikke mere vedkender sig denne som hørende til verdensgenløsningsprincippet er kun, fordi de nu indtil lede eller kvalme er ved at være mættede af dens natur. Den svalende "sommerregn" er ved at blive til underminerende fugtighed. Den gudesønlige plante er ved at tro sig i fare for at gå under i skimmelhed, mug eller svamp og råber derfor nu efter det salighedens lys eller varmende mentale solskin, der kan befri nævnte guddommelige væsen fra denne den mentale fugtigheds mørke slamatmosfære. Og det er dette råb, jordmennesket i dag kender som skriget efter Guddommen, skriget efter livsmysteriets løsning, skriget efter en virkelig fred eller "frelse", skriget efter et "evigt liv" i salighed, skriget efter "næstekærlighed". Og kun, hvad der tjener til at bringe dette jordmenneskets ønske til opfyldelse, bliver i dag accepteret som hørende til "verdensgenløsningen". Alt, hvad der virker i modsat retning, bliver af samme væsen opfattet som "det onde". Og dog har dette "onde" engang været et så eftertragtelsesværdigt, ja, ligefrem et så livsbetingende gode, at gudesønnens fortsatte evige tilværelse, liv eller mentalitet ville have været en total umulighed, hvis ikke nævnte gudesøn eller det levende væsen på et givet tidspunkt netop var blevet hjulpet ind i dette "onde". Ligeså vældigt som det i dag er en livsbetingelse for gudesønnen at blive befriet fra nævnte "onde" og dermed blive hjulpet ind i næstekærlighedens strålende solskin, således var det altså engang en ligeså urokkelig livsbetingende nødvendighed for befordringen af gudesønnens evige livsoplevelsesevne at bringe ham så at sige totalt ud af nævnte solskin. Det er jo det samme princip, der indtil hundrede procent åbenbarer sig for os i den daglige tilværelse i den rent fysiske opretholdelse af livet. Der, hvor der aldrig kommer fugtighed, vand eller regnvejr, men hvor luft og jord derimod permanent opvarmes af en glødende sols stråler, ebber livet ud, og ørkenen fylder tilværelsen med sit bagende, golde øde. Der, hvor en glødende sols varmende stråler tempereres med en hensigtsmæssig tilsætning af køligt vand, opstår oasens blomsterfyldte terræner og bugnende frugtplantager. Ørkenen har således sin eksistensberettigelse. Den viser os på en ren ydre elementær måde selve livets struktur. Den er et billede på det gudesønlige væsens inderste sjælelige eller mentale struktur og viser hans forhold til "syndefald" og "verdensgenløsning". Hvad er det levende væsens skrig efter den "forbudte frugt" andet end en tørstende ørkenvandrers skrig efter vand? – Og hvad er det gudløse kulturmenneskes skrig efter fred, efter næstekærlighed andet end den samme tørstende eller hungrende ørkenvandrers skrig efter en livsbetingende næring og mættelse? – Tilfredsstillelsen af begge disse skrig er således det samme princip. "Det onde" og "det gode" er i lige høj grad "verdens frelse" eller rettere sagt den evige guddommelige Faders fuldkomne, totale kærlighedsomfavnelse af sin egen elskede søn: det levende væsen. Og denne søn afslører sig således at gennemløbe to former for begær eller sult, der begge indtil overdådighed mættes af den guddommelige Fader.

Forrige

Næste