970. Hvor finder vi et jordmenneske med ovennævnte symptomer? – Er det det primitive naturmenneske, der er misfornøjet med sin tilværelse? – Nej, tværtimod, det lever i stor harmoni med den fysiske tilværelse, har glubende appetit på den rent "dyriske" føde. At dets måltider er i betænkelig nærhed af svinetruget har endnu ikke forvoldt det nogen særlig lede. Er det da det af stærke religiøse dogmer bundne kulturmenneske, der skriger sin livslede eller væmmelse over sig selv ud? – Nej, dette væsen befinder sig jo foreløbig fuldt lykkeligt. Det lever i troen på sin guddom, ja, lever endog i troen på, som et "frelst" eller "helligt" væsen at være i yndest hos samme guddom. Det mener således selv at være den "hjemkomne fortabte søn". At det her til en vis grad lever i en illusion og endnu ikke er nået frem til at repræsentere dette høje stadium til fuldkommenhed, kommer tydeligt til syne derved, at det kun lever i – "troen". Dette vil altså igen sige, at dets identitet med den "hjemvendte fortabte søn" kun er en stærk "formodning". Men en formodning kan højst kun være en "hypotese". Kun at eje det fuldkomne liv, erkendelsen af sin egen udødelighed og Guddommen som en hypotese eller formodning, kan ikke være noget fuldkomment endemål for eller kulmination af mentalitet. For at repræsentere dette stadium må formodning eller hypoteser afløses af absolut "viden". Sålænge et problem endnu kun udgør tro eller hypotese, er den endnu et mysterium. Og væsener for hvem livet og Guddommen er et mysterium i stedet for konkrete eller absolutte kendsgerninger, kan ikke hundrede procents udtrykke den "hjemvendte fortabte søn". De er på en måde endnu i samme forhold til Guddommen som naturmennesket, om end de ganske vist har været i stand til at give deres tro en højere eller mere forfinet og kultiveret terminologi end dette væsen. Og vi ser da også tvivl, vantro og frafald indenfor disse væseners rækker, ligesom de samme væsener, som tidligere berørt i "Livets Bog", bliver syge og lidende, kommer ud for ulykker og besværligheder ligesåvel som de væsener, der ikke hører med til de "troendes" eller "frelstes" kredse. At de forsøger at bøde herpå ved at forjætte sig selv en bedre tilværelse efter døden i det hinsidige, forandrer ikke princippet. Thi hvorledes skulle sjæle, der ikke kan leve i kontakt med materien eller medvæsenerne på en sådan måde, at de her, kosmisk set, har kunnet gøre deres skæbne lys, bedre kunne komme i kontakt med materien og medvæsenerne på den anden side af graven? – "Djævlebevidsthed" bliver ikke til "englebevidsthed" blot fordi væsenet dør eller afkaster det fysiske legeme. Døden gør ikke afstanden længere eller kortere mellem den "fortabte søn" og "svinene". Disse væsener dør jo også eller går over i det hinsidige og må her stadig repræsentere deres natur, så den "fortabte søn" kan stadig være i selskab med disse sine organismefrænder. Døden forandrer ikke et væsens midlertidige udviklingsstandard eller trin. Så let sker forvandlingen ikke. I så fald ville den udvikling, det i dag er en kendsgerning, at væsenerne er underkastet, jo være totalt overflødig. Kun ved "anger" bliver "djævlebevidsthed" til "englebevidsthed". Men det sker ligeså godt på det fysiske som på det åndelige plan. Der, hvor individet angrer, har det opdaget ufuldkommenheden i sin væremåde og vender her om for at udløse en bekæmpelse af denne ufuldkommenhed for derved at stile imod en skønnere og saligere tilværelsesmåde. Og var det ikke også netop det, der var kernen i eventyret om den "fortabte søn"? – Var det ikke opdagelsen af sin nedværdigende tilstand og angeren over samme tilstand, der fik ham til at "gå i sig selv", fik ham til at gå tilbage til faderen? –