969. Den "fortabte søn" blev altså til et væsen, der "åd sammen med svinene". Lignelsen udtrykker således denne tilstand som selve kulminationen og dermed "vendepunktet" i sønnens fravær fra fædrenehjemmet og disharmoni med faderen. Den "fortabte søn" i sit "vendepunkt" er altså at finde som et væsen, der "æder sammen med svinene", men er bundløs ulykkelig over denne sin tilstand. Det vil igen sige, at den "fortabte søn" i sit "vendepunkt" er et "dyr", der er ulykkelig over sin "dyriske" tilstand. Da det jordiske menneske, som vi før påpegede, netop er et væsen, der "æder sammen med svinene", men helst ikke vil vedgå sig dette kostfællesskab eller nære organismeslægtskab, ja, forsøger endog helt at benægte dette, har vi i nævnte væsen fundet den virkelige "fortabte søn". En fornægtelse af sin egen tilstand beror hovedsagelig på enten beskedenhed eller stolthed. Enten vil man ikke vedgå sin tilstand, fordi man synes, den er for fornem i forhold til det eller de væsener, man meget gerne vil være i harmoni eller kontakt med, og derfor ved benægtelsen beskedent søger at skjule standsforskellen således, at den ikke skal være en hindring for kammeratskabet eller harmonien med de nævnte væsener, eller også fornægter man sin tilstand, fordi man synes, den er for simpel overfor det eller de væsener, man gerne vil være på lige fod med. Man ligefrem skammer sig over sig selv. Den bibelske beretning siger tydeligt nok, at det var den sidste tilstand, der tyngede den "fortabte søn". Samme beretning har altså givet os et ufejlbarligt kendetegn på nævnte væsen, der endog er så nøje eller korrekt, at vi ligefrem kan udpege, ikke blot den art væsener, til hvilke den "fortabte søn" hører, men også de særlige individer indenfor samme art, der direkte fremtræder som identisk med den guddommelige beretnings "fortabte søn". Lignelsen siger os således ikke blot, at den "fortabte søn" hører til den art levende væsener, vi kalder jordmennesker, men også hvilken slags individer indenfor samme art, der er hovedpersonen i den udødelige beretning. Ifølge samme beretning er den "fortabte søn" således udgørende et jordmenneske, der skammer sig over sig selv. Dette vil altså igen sige: et jordmenneske, der er misfornøjet med sin natur, sine vaner og tilbøjeligheder, et væsen, der føler det nedværdigende at "æde sammen med svinene", altså et væsen, der ønsker en langt "højere føde" og en langt fuldkomnere tilværelsesform end den "dyriske".