826. Vi er således her begyndt at blive vidne til, at den proces, vi ellers kun kender som en almindelig seksuel akt imellem et "han-" og "hunvæsen", og som endog af nogle betragtes som en profan primitiv og nedværdigende foreteelse, ja, ligefrem i stor udstrækning opfattes som "syndig" og dermed uværdig, i sit princip i virkeligheden er selve livets evige altgennemtrængende yderste og inderste væsen. Nævnte princip er endnu mere udbredt end selve bølgetoppene på oceanet, det er selve oceanet. Det er vandmasserne, af hvilke havet består. "Undfangelse", "svangerskab" og "fødsel" er stadier, som alle "bevægelsesarter" i deres berøring med jeget urokkeligt må gennemgå. De er således mærkepæle i "bevægelsens" passage i jegets domæne. Hver eneste gang et væsen modtager en fornemmelse, oplever et indtryk, oplever en tanke, en idé eller forestilling er det genstand for en "undfangelse". Og med alle de erfaringer, det har tilegnet sig, og som udgør dets bevidsthed, er det "besvangret". Og disse bliver her i dette "svangerskab" af jeget forvandlet til "fostre" til nyt liv, der også iler mod sin "fødsel" for igen at kunne afgive "sæd", blive til "befrugtning" eller "forplantning" af nyt liv for andre jeger og således fremdeles. Medens enhver ny oplevelse, hvilket vil sige: tilegnelse af ethvert nyt indtryk, er en "undfangelse", er enhver form for manifestation eller åbenbaring af vore tanker, vor viljeudløsning og skabekraft, en "befrugtning" af vore omgivelser eller de væsener, for hvem vor åbenbaring bliver til indtryk. De indtryk, vi påfører vore omgivelser er således vor "sæd". Alle befrugter alle, ligesom alle bliver undfanget af alle. Vi befinder os i virkeligheden i intim kønslig forbindelse med hele verden. Livets oplevelse er i absolut forstand en seksuel udløsning.
      Intet under at alle normale livsfunktioner er en nydelse. Det er en nydelse at spise, det er en nydelse at have afføring, det er en nydelse at kunne arbejde, såvel som det er en nydelse at kunne hvile. Det er en nydelse at kunne høre, se, lugte, smage og fornemme. Det er en nydelse at kunne fødes, såvel som det er en nydelse at kunne dø. Alt, hvad der er i direkte kontakt med livets love, er og bliver og vil evigt være en nydelse. Der, hvor det ikke fornemmes således, er man kun indirekte i kontakt med livslovene. Disse indirekte kontakter er som bekendt indenfor et vist fysisk område nødsaget til at være smertefulde, thi ellers kunne de direkte kontakters, hvilket vil sige: undfangelsens og besvangringens sødme, aldrig nogen sinde blive til virkelighed og den højeste kulmination af fornemmelsen af livets oplevelse, hvilket vil sige: den legemlige såvel som den mentale erfaring af, at "alt er såre godt", ville dermed være absolut udelukket fra ethvert eneste væsen. Thi hvorledes skulle man kunne få denne oplevelse, hvis ikke der var mulighed for at skabe og opleve dens kontrast? – Denne kontrast fornemmes ganske vist i oplevelsesøjeblikket, grundet på sin smerte- og lidelsesfrembringende natur, ikke som noget, der er godt, og ville naturligvis heller aldrig være det, hvis ikke den netop uundgåeligt gav individet kundskab, hvilket vil sige: evnen til at skelne "behag" fra "ubehag". Da denne evne udgør selve livets princip, ja, er selve bevidstheden, bliver alt det ubehagelige at udtrykke som ligeså nødvendigt som det behagelige og derved at erkende som ligeså godt som dette.