817. Men det levende væsen skal heldigvis ikke blive ved med at leve i en blot og bar "relativ" opfattelse af sig selv. Takket være jeg-fornemmelsen eller det "blinde punkt" i dets egen livsfornemmelse, der altid vil forekomme bag en hvilken som helst tanke eller forestilling, kan individet ikke hvile, før dets begær efter at "veje" og "måle", bestemme "alder", "hastighed" eller "bevægelse" for selve jeget også er tilfredsstillet. Men her sker der, som læseren allerede ved, det mærkelige, at nævnte "blinde punkt" eller jeget, i kraft af at det netop ikke eksisterer som en reaktion af to bevægelsers berøring med hinanden, ikke kan "ses" eller "sanses". Men så kan dets erkendelse jo heller ikke blive afhængig af noget "øje, der ser". Enten opfatter væsenet det slet ikke, og det bliver da i sig selv et "X". Og hvis det opfatter det, bliver det, som vi allerede her i "Livets Bog" har set, et "blindpunkt" og vil da også i sig selv være lig "X". Dets analyse kan kun blive et "X", men et "X", der ikke kan udslettes. Det vil derfor altid eksistere som "noget som er". Og her er væsenet stillet overfor en opfattelse, der ikke på nogen som helst måde er "relativ". Men endnu inden nævnte "noget" bliver opfattet som et uudsletteligt "X", er dets eksistens dog på et felt allerede urokkeligt indgået i væsenets dagsbevidste erkendelse. Dette felt udgøres, som vi før har nævnt, af det, der ligger lige akkurat i dets sanseevnes "billedpunkt". Her opfatter det på en måde det nævnte "X" eller navnløse "noget". Når det ikke vil acceptere, at et hus eller en klædning kan blive til uden henholdsvis en bygmester og en skrædder, så skyldes dette jo udelukkende, at det i dette felt klart ser "et viljeførende ophavs" absolutte nødvendighed bag skabelsen af disse foreteelser. Det samme nødvendige ophav ser det bag alle foreteelser, det erkender som frembragt af medvæsener. At det giver denne sin "kosmiske" oplevelse eller erkendelse "relative" udtryk forandrer ikke selve erkendelsens "kosmiske" identitet eller natur. Når det udtrykker bygmesteren og skrædderen eller de "viljeførende ophav" bag huset og klædningen som "mennesker", fornemmer det udmærket, at denne betegnelse ikke er fuldt udtømmende for dets erkendelse, for spørgsmålet står jo stadig åbent: Hvad er et menneske, eller hvad er et levende væsen? – Her er væsenets "kosmiske" syn atter gledet udenfor dets sanseevnes "brændpunkt", er blevet uklart, er blevet "relativt".