815. Men det er kun lige i dette, den jordmenneskelige sanseevnes brændpunkt, at samme sanseevnes ophav "ser kosmisk". Ligeså snart sanseevnen indstilles på foreteelser, der ikke er skabt af mennesker eller af andre af de samme væsener autoritativt erkendte eller opfattede "levende væsener", betragter den materielle forsker det som "uvidenskabeligt" at erkende "levende ophav" bag bevægelserne, hvilket vil sige: bag naturens foreteelser, ja, benægter endog i værste tilfælde sådanne ophavs eksistens, skønt nævnte foreteelser, som vi tit før har påpeget, er mindst ligeså logiske i deres struktur som de af menneskene frembragte ting. Vi ser således her, at ligeså snart jordmenneskene retter deres sanseevne mod ting, der ikke er frembragt af menneskelige væsener eller af andre af dem erkendte "levende væsener", er deres "kosmiske" skarphed forsvundet. Det, de ser på, er ikke i deres sanseevnes "brændpunkt" eller det heraf følgende "billedpunkt" og bliver derfor mere eller mindre uskarpt, alt eftersom det ligger udenfor dette. Det gælder her ligesom i ethvert fysisk syn, at objektet for at kunne ses skarpt må være i øjelinsens billedpunkt. Det er det samme princip, der gør sig gældende ved enhver fotografering. Denne ville jo totalt mislykkes, hvis man ikke netop ved afstandsindstillinger, enten i form af bælgkonstruktioner eller andre principper kunne bringe den lysfølsomme plade eller film i kontakt med linsens billedpunkt eller det felt, i hvilket objektets stråler samles og derved bringer gengivelsen af objektets billede til at kulminere i skarphed. Når menneskene må bruge briller på grund af svækket syn, er det også udelukkende for ved hjælp af disse atter at kunne bringe øjelinsens billedpunkt direkte ind på eller tilbage til den kontakt med øjets net- eller billedhinde, som det på grund af svækkelsen havde mistet.
      Ligesom det her anførte legemlige fysiske syn betinges af en kontakt mellem øjelinsens billedpunkt og øjets billedhinde, hvorfra gengivelsen af objektets billede igennem synsnerven føres videre til hjernen og derfra til jegets kundskab, således fordres der også en vis kontakt mellem ethvert andet sanseorgans "billedhinde" og "linsehinde". "Billedhinden" må ligge i "linsehindens" billedpunkt. I modsat fald vil der ingen skarphed blive i billedgengivelsen. Hvis vi således f.eks. sanser en lyd, det være sig et musikstykke eller lignende, må tonerne, der i dette tilfælde er det samme som "strålerne", ligeledes samles i et slags "øje". Dette "øje" udtrykker vi som "øret". I dette "lydøje" samles lyden i en slags "linse". Denne kender vi under begrebet "trommehinden". Denne er således lydens "øjelinse". Men denne "linse" har også sit særlige "billedpunkt". I dette "billedpunkt" finder vi de indre øreorganer, såsom "sneglen" m.fl. Disse indre organer danner tilsammen "lydøjets" "billedhinde", hvorfra lydbilledgengivelsen kan forbinde sig med hørenerven og gennem hjernen bringes videre til jegets erfaring. Kun i dette "billedpunkt" kan skarphedskulminationen af lydbilledgengivelsen eller lydfornemmelsen finde sted. Ved manglende kontakt imellem "linsehinde" og "billedhinde" opstår der også her uklarhed analogt med den uklarhed, vi før nævnte som gældende i synsfornemmelsen. Enhver sanseform vil ligesom de her to nævnte alle uden undtagelse have sin kulminationskapacitet i det øjeblik, hvor der er en hundrede procents kontakt mellem objektet og sanseevnens ydre modtagerorgan "øjelinsen" og det indre organ "billedhinden". Der, hvor der er den mindste grad af manglende kontakt mellem disse sanseevnens hovedorganer, vil der være en hertil svarende uskarphed eller mangel i sansefornemmelsen og dermed i individets opfattelse eller erkendelse af objektet.
      Med hensyn til "kosmisk sansning" vil de samme principper også her være hovedfaktorer. Men her er det først og fremmest den selvoplevede og dermed fuldt dagsbevidste "jeg-fornemmelse" (eller overbevidsthed), der udgør "synets" "billedhinde", og underbevidstheden der er den samme sanseforms "linsehinde", medens "objekterne" altid udelukkende kun kan være de igennem underbevidstheden opfattede eller indgåede "relativitetsopfattelser". Men da "jeg-fornemmelsen" hos de allerfleste jordmennesker endnu kun eksisterer som "instinktfornemmelse" eller medfødt vanebevidsthed, vil denne det kosmiske syns "billedhinde" således endnu kun være højst ufuldkommen hos de allerfleste jordmennesker. Og følgelig vil der igennem denne ufærdige "billedhinde" ikke kunne modtages noget klart detaljeret eller absolut fuldkomment billede af noget kosmisk objekt, ligegyldigt hvor klart eller skarpt et "billedpunkt" det intellektuelle lys så end måtte afsætte af nævnte objekt.
      Men med det kosmiske studium og den heraf følgende udvikling af kærlighed til alt og alle føres nævnte "billedhinde" frem til sit gennembrud og indgår da i individets vågne dagsbevidsthed og underlagt dets vilje. Det er dette gennembrud af det "kosmiske klarsyns" "billedhinde", vi i "Livets Bog" udtrykker som "den store fødsel", ligesom det er individets benyttelse af nævnte syn, vi udtrykker som "kosmisk bevidsthed".
      Vi har således her set, at det levende væsens erkendelse stadig afhænger af "øjet, der ser". Og at alle sansefornemmelser eller indtryk og de herpå baserede erkendelser alle uden undtagelse er nødsaget til kun at kunne være "relative", sålænge væsenet endnu ikke er nået frem til at kunne sanse "relativiteterne" "kosmisk".