814. Sålænge den moderne videnskab ikke har fundet det absolut "faste punkt" bag alle de bevægelser, materier eller stoffer, de konstaterer, måler og vejer eller jonglerer med og baserer deres hypoteser og forestillinger om livet på, kan de aldrig nogen sinde opnå nogen "kosmisk erkendelse", hvilket vil sige: absolut viden om dem selv. Deres erkendelse af hvad og hvem vil i ethvert tilfælde uden undtagelse kun kunne eksistere som en viden om stoffer og materier, en viden om reaktioner af bevægelsers berøring med andre bevægelser. De jonglerer i et ocean af frembringelser og skabelser uden at kunne finde og dermed uden at kunne erkende en skaber, ja, benægter endog i stor udstrækning dennes eksistens. Tænk hvis fuglen i luften og fisken i vandet ligeledes troede sig henholdsvis ét med luften og vandet. Tænk hvis bygmesteren ikke kunne kende forskel på sig selv og huset, han har bygget, eller skrædderen kun kunne opfatte sig selv som en blot og bar klædning. Ja, tingene lyder mærkelige, men er slet og ret kun en sand relativitetsviden sammenlignet med den viden, menneskene almindeligvis nærer på de felter, hvor deres egen sanseevne ser klarest eller er skarpest, nemlig i deres eget skabe- eller frembringelsesfelt. Her vil de dog ikke falde for den illusion, at huset og bygmesteren eller skrædderen og klædningen er identiske. Her er de forlængst blevet i stand til at se, at de to foreteelser kun har kunnet blive til i kraft af "viljeførende ophav". Og denne erkendelse er i sig selv af ren "kosmisk" art og udgør ikke nogen som helst form for relativitet. Den er ikke afhængig af "øjet, der ser". Den udgør et evigt "kosmisk facit". Den er den fulde erkendelse af selve livsprincippet "jeg" og "det".