812. Det er rigtigt, at dyret ikke bevidst fornemmer individualitets- eller jeg-princippet, men det handler i allerhøjeste grad i kontakt med det. Det har dog en vis grad af "ejendomsfølelse". Det fornemmer sin mage, sit afkom, sin rede eller hule som noget, der er ét med det selv, som noget, det er parat til, på en eller anden måde, at forsvare med alle sine evner og kræfter ligeså godt som dets egen kødelige organisme. Det har bare endnu ikke fået denne sin "ejendomsfornemmelse" uddefineret i en så omfattende sproglig registrering som mennesket og kan derfor ikke som dette gøre sig bevidst i eller udtrykke nævnte fornemmelse i en sådan udstrækning i dens afskygninger som den, vi hver dag kan glæde os over at besidde. Men selv om dyret således kun er sig jeg-følelsen bevidst i form af ejendomsfølelse og endvidere ikke er sig denne følelse sproglig bevidst, så er dets liv og fremtræden dog en fuldt ud åbenlys manifestation af kimene til den altdominerende vågne dagsbevidste jeg-fornemmelse, som gør sig gældende hos mennesket. Denne er altså dyrets ejendomsfølelse i en mere fremskreden eller udviklet tilstand. At jeg-fornemmelsen således ikke er lige meget fremtrædende hos alle væsener, betyder ikke, at denne fornemmelse i sig selv har haft en absolut begyndelse og nu iler mod sin kulmination for derefter at få en fuldstændig tilintetgørelse eller afslutning, men skyldes udelukkende den rytmiske bevægelsesart, vi her i "Livets Bog" har lært at kende som "spiralen", der udelukkende hviler i "perspektivprincippet" eller er en følge af de kontrastmæssige foreteelser, på hvilke al sansning beror. Nævnte princip vil som tidligere nævnt blive belyst senere i "Livets Bog".