810. Med dette vort lille strejftog udenfor vort emnes titelområde "livssubstanser", har vi underbygget vor erkendelse af bevægelsernes møde med jeget med urokkeligt materiale. Vi har set, at det ikke på nogen som helst måde lader sig gøre at komme udenom et tanke- og viljedirigerende "nogets" eksistens, og at dette "noget" fremtræder i vor egen fornemmelse af livet som et oplevende, tanke- og viljedirigerende centrum. Vi så, at dette centrum eller jeg blev erkendt og udtrykt af de levende væsener, endnu inden de havde digteriske eller intelligensmæssige talenter, og at dette udtryk på grundlag heraf således ikke kunne være opstået ved hverken digt eller spekulation, men udelukkende kun kunne være fremkommet som en ren nødvendig praktisk foranstaltning, ved hvilken væsenerne kunne udtrykke denne i deres bevidsthed overordentlig dominerende centrumsfornemmelse for hverandre, endnu inden "fantasibilleder" overhovedet kunne gøre sig gældende i deres livsfornemmelse eller begyndende vågnende dagsbevidsthed. Ved en koncentrering på vort eget væsen, vort eget selv fik vi en ny bekræftelse på "det treenige princips" urokkelige eksistens. Det blev således til urokkelig virkelighed for os, at der eksisterer mere end "materie" eller "bevægelse", og at den blotte og bare erkendelse af denne foreteelse ikke på nogen som helst måde kan dække eller udgøre en fyldestgørende analyse af virkeligheden. Da jegets eksistens således er blevet til ligeså levende virkelighed for os som materien, bliver det nu lettere for os at begynde at erkende det levende væsens højeste struktur og fremtræden i selve evigheden. Denne strukturs første detalje i vor fornemmelse af livet udgør altså den centrumsfornemmelse, vi kalder "jeget". Dette fornemmes som det allerinderste i vor livsfornemmelse, ja, så langt inde, at det ligger bag en hvilken som helst synlig eller sanselig ting ligesåvel som bag en hvilken som helst tanke, ide eller forestilling, der overhovedet kan opstå eller fremkomme i vor bevidsthed. Det ligger bag en hvilken som helst form for materie eller bag en hvilken som helst form for bevægelse. Dette vil altså sige, at det ligger bag selve bevidstheden. Da det således ligger "indenfor" alt sanseligt, kan vor fornemmelse af dette jegs tilstedeværelse dermed umuligt fornemmes på anden måde end som et "blindpunkt" og bekræfter derved sin egen højeste identitet som et over al materie, energi og bevægelse eksisterende "noget". Var det ikke netop udgørende et sådant "blindpunkt", et sådant "X", måtte det være identisk med bevægelse eller materie, måtte være identisk med tanke eller bevidsthed. Men hvordan ville vor livsfornemmelse så have været? –