805. Vi har nu fået et lille indblik i, hvorledes vor egen oplevelse af vort eget "selv" eller "jeg" udløser sig som en fornemmelse af, først en "ydre" for sanserne tilgængelig verden, dernæst som en "indre verden", vi ikke kan se med de ydre fysiske sanser, men som vi alligevel mere eller mindre kan gribe ind i med vor vilje og omskabe, og hvorved nævnte verden derved også afslører sig som bestående af materier, med hvilke vi på en måde kan jonglere. Men da de to verdeners materie således henholdsvis kun kan fornemmes som en "udvendig" og en "indvendig" materie, har det levende væsen forlængst måttet markere dette ved sin erkendelse af sig selv. Og det er i henhold hertil, at vi udtrykker førstnævnte materie som "materie", medens vi udtrykker sidstnævnte materie som "ånd". Under begrebet "ånd" skjuler sig således en realitet, der er ligeså virkelig som enhver fysisk foreteelse, selv om den ikke direkte kan bearbejdes eller tages med fysiske hænder. At benægte den åndelige verdens eksistens vil altså være det samme som at benægte sin egen bevidsthedsfunktion. Men vi har ikke blot set disse to verdeners eksistens, vi har også set, at der ikke findes nogen fysisk materie, der ikke afslører "ånd", ligesom vi har set, at der ikke findes nogen form for "ånd", der ikke afslører materie. Vi vil aldrig nogen sinde kunne opleve en fysisk materie, der i sin struktur ikke afslører logik, hvilket igen vil sige: viljemanifestation. Denne er igen det samme som tanke- eller bevidsthedsmanifestation og udgør derved en hundrede procents afsløring af "ånd". På samme måde er det ligeså umuligt at opleve "ånd", der ikke udtrykker noget, der i sin første oprindelse er bestående af "indtryk" fra den ydre fysiske verden. Det gamle og evige ord: "Guds ånd svævede over vandene", bliver her til levende og uomstødelig virkelighed. Bag ethvert levende væsens fysiske organisme eksisterer dets "indre verden", dets bevidsthed, hvilket altså vil sige: dets "ånd". Da den såkaldte "naturen" i ligeså høj grad udtrykker logik, tanke og viljemanifestation og dermed afslører en bagved eksisterende bevidsthed, og bevidsthed er det samme som "ånd", bliver denne "ånd" bag naturen således her til ligeså uomstødelig virkelighed. At det gamle ord udtrykker naturen som "vandene" forandrer ikke princippet. Nævnte ord udtrykker i virkeligheden kun et vist stadium i jordens skabelsesproces, hvor vandet i overvældende grad udgjorde den fremherskende fysiske materie, et stadium, der endnu den dag i dag dominerer jordens manifestation, ikke blot i selve naturen, men også i overvejende grad i væsenernes organismer, såvel de vegetabilske som de animalske. At denne "ånd" så igen bliver defineret både som "ånd" og "den hellige ånd" er kun udtryk for det levende væsens begyndende udsortering og gruppering af den åndelige materies foreteelser. Man begynder at erkende disse foreteelser som værende mere eller mindre heldigt materiale for opbygning af ens egen "indre verden", man begynder at skelne disse foreteelser som mere eller mindre gode "livssubstanser".