804. Men når de ypperste og klogeste repræsentanter for de autoritativt erkendte "levende væsener" ikke tilnærmelsesvis kan komme op på en sådan fuldkommenhed i genial formåen eller kunnen, som den "naturen" eller de såkaldte "døde materier" her åbenbarer for os som urokkelig kendsgerning, må det jo være en overordentlig stor fordel at høre til de "døde ting". Hvad betyder det at være en "død ting", når man i denne tilstand kan manifestere langt større intellektualitet og skabekraft, end hvis man var en "levende ting"? – Tror man ikke, det er væsenernes opfattelse af liv og død, der her er noget mangelfuld? – Hvorfor siger de om ting, der viser en større intellektuel kunnen og formåen end den, de selv repræsenterer, at disse er "døde ting"? – Der må være noget, der afstedkommer den forskel på tingene, som væsenerne føler sig tvungne til at markere ved "liv" og "død". Hvad er det da, væsenerne ser ved dem selv og medvæsenerne, men ikke ser ved naturen, og af hvilken grund de på en måde betragter denne som en "død ting"? – Mon denne opfattelse ikke netop skyldes den omstændighed, at naturens "indre verden" endnu ligger udenfor deres opfattelsesevnes rækkevidde? – At de selv har en sådan "indre verden", og at de af dem opfattede medvæsener ligeledes må have en sådan, er de fortrolige med, idet dette bliver åbenbaret på felter, de nogenlunde kan overskue med deres fysiske sanser. Men selve naturen er jo udtryk for så stor en organisme, at den strækker sig meget langt udenfor deres fysiske sansehorisont. De kan derfor slet ikke overskue samme organisme. De kan ikke se lemmer eller organer. Ja, de kan i det hele taget slet ikke se den som en "organisme" for noget væsen og følgelig heller ikke erkende noget "jeg" bag denne materiemasse. De kan derfor ikke bedømme naturen som et "levende væsen". Vi forstår her let, hvilken uhyre forskel der derfor må være på det almindelige, på blot og bar fysiske sanser baserede, jordmenneskes syn på naturen og det samme væsens syn på sig selv og dets almindeligt kendte medvæsener. Medens det helt kan overse medvæseners liv og iagttage deres korrespondance med omgivelserne, er naturen af sådanne dimensioner, at det kun kan se så lidt af denne vældige organismes funktioner, at den blot og bar bliver til en kollektiv materiemasse, som man i bedste tilfælde ganske vist må indrømme eller erkende som udtryk for "bevægelse", men at denne "bevægelse" i sig selv skulle være identisk med "liv" er noget, der først erkendes på et begyndende intellektuelt stadium. At der skulle være jeg-bevidsthed bag dette "liv", og naturen således repræsentere en "indre verden" ligesom en selv og medvæsenerne, vil man være nødsaget til at betragte som udelukket, sålænge man endnu ikke har nået nævnte begyndende intellektuelle stadium. Man må da i denne situation være nødsaget til kun at være besjælet af det før beskrevne syn, der udtrykker naturen som en bevidstløs materiemasse. Et sådant væsen ser, at det selv og medvæsenerne har en "indre verden", hvorfra de kan dirigere deres fremtræden i den "ydre verden", og erkender derfor sig selv og medvæsenerne for at være de eneste levende væsener i universet. Men overfor alle de væsener, der befinder sig i et andet spiralkredsløb og derfor fremtræder i dimensioner, der enten er for mikrokosmiske eller for makrokosmiske til, at det kan se andet end deres materie og dennes bevægelse og oven i købet så lidt af disse to faktorer, at det ikke heri kan øjne noget udtryk for en "indre verden", hvorfra de ydre foreteelser er et genskin eller styres, kan dets opfattelse af disse mikro- og makrovæsener ikke blive en erkendelse af disse som "levende medvæsener". Denne vil derfor udelukkende kun kunne resultere i den traditionelle forestilling om "døde materier", som netop endnu er så altdominerende indenfor de jordiske menneskers opfattelse af alt, hvad der ligger udenfor deres eget og de erkendte medvæseners domæne, og som man udtrykker i det intetsigende begreb "naturen".
      Forskellen mellem de levende væsener og naturen er altså denne, at man erkender, at de levende væsener har bevidsthed eller "ånd", medens naturen helt frakendes denne guddommelige foreteelse.