Livets Bog, bind 3
Hvorfor det levende væsen tror, at naturens skabelsesprocesser "bliver til af sig selv"
803. At et væsens manifestationer er et genskin eller udgør en skabelse af "ydre" synlige "kopier" af foreteelser eller detaljer i væsenets "indre verden" kan sikkert erkendes af ethvert intelligent jordmenneske. Men at disse detaljer i væsenets "indre verden" er et genskin fra den "ydre" synlige verden eller mere eller mindre udgør nogle af væsenet selv bearbejdede "kopier" af forekomster, det igennem sanserne har oplevet i den "ydre verden", er ikke i ret stor udstrækning erkendt. Her er det naturligvis ikke så meget de rent menneskelige manifestationer og frembringelser, der tænkes på. Stillet overfor disse er det ikke så vanskeligt at se, at disse udgør produkter af forudgående viden, er et resultat af studier eller bearbejdede "kopier" (erfaringer) fra forudgående oplevelser i den "ydre verden". Men derimod at forstå, at absolut alle fysiske manifestationer, ligesåvel dem, vi kalder naturens frembringelser, som dem, der er et produkt af dyrenes og menneskenes mentalitet i sin dybeste analyse er bearbejdet genskin fra væseners "indre verden", er ikke så lidt vanskeligere for individerne. At et møblement afspejler en forudgående åndelig idé forstås let, fordi det er en manifestation, der er så meget på samme "bølgelængde" som vore egne manifestationer, at vi ved, at den umuligt kunne være blevet til, hvis den ikke netop var en "kopi" af en sådan forudgående åndelig eller mental original, men at forstå, at et træ i skoven eller en blomst i engen ligeså umuligt kan eksistere uden at være en fysisk "kopi" af en forudgående eller åndelig original, er ikke tidligere blevet til nogen fundamental virkelighed for jordmennesket. Det levende væsen, i hvis "indre verden" nævnte træ eller nævnte blomst forekommer som bearbejdet genskin eller indtryk fra en forudgående oplevelse i en "ydre verden", er jo her af sådanne makrokosmiske dimensioner, at det helt går ubemærket hen over det almene jordmenneskes dagsbevidsthed. De "bølgelængder", der her er anvendt, er altfor kæmpemæssige til, at de kan opfattes af almindelige fysiske syns-, høre-, lugte-, smags- og føleorganer. Og det levende væsen tror derfor, at "naturens skabelsesprocesser bliver til af sig selv", skønt de nævnte processer ikke i noget som helst tilfælde står under den menneskelige skabelse i logik, genialitet og fuldkommenhed. Tværtimod, hvilken skole, hvilket universitet eller hvilken læreanstalt kan repræsentere en viden, der ikke er en opsummering af erfaringer fra den skabelsesproces, der igennem tiderne har omdannet jorden fra en glødende tågemasse, flydende ild, til dens nuværende stadium med højtudviklede, i kød og blod fremtrædende, tænkende og skabende væsener? – Og kan der i noget som helst tilfælde påvises et fuldkomnere eksempel på logisk skabekraft? – Har nogen universitetsprofessor eller noget skabende geni nogen sinde kunnet fremvise blot tilnærmelsesvis lignende skabelsespræstationer?