799. Men livsoplevelsen afslører endnu en realitet, der også gør det til kendsgerning, at der eksisterer mere end netop selve "bevægelsen". Denne realitet udgøres af den omstændighed, at der er noget, vi kalder "ånd". Da "ånd" i realiteten også er "materie" eller "bevægelse" og dermed henhørende under "X3", hvorfor udtrykkes denne "materie" da som "ånd"? – Ja, her må vi igen ty tilbage til selve fornemmelsen af livsoplevelsen. Den fornemmes jo som et "udenfor" og et "indenfor". Når vi sanser, eller vi ser på livets detaljer, det være sig vore omgivelser, naturen, menneskene, dyrene, planterne eller mineralerne eller det være sig detaljerne i vor egen organisme, så opfatter vi disse og den materie, som de består af, som noget, der eksisterer – udenfor. Vi ser disse som mere eller mindre håndgribelige realiteter. Men hvis vi, efter at have set på disse, lukker vore øjne eller på anden måde ikke sanser dem mere, ved vi jo, at disse har efterladt i vort indre et "indtryk". Vi kan der, hvor vi har sanset eller set tingene i tilstrækkelig grad, "huske", hvorledes de ser ud. Det vil altså sige, at vi foruden at have konstateret tingenes tilstedeværelse i rummet som håndgribelige foreteelser, også har erhvervet os en "kopi" af disse foreteelser, således at vi ikke mere behøver at have disse for vore sanser som håndgribelige realiteter for at "se" dem. Men det "syn" er ikke som det første syn en "ydre oplevelse", et "ydre syn". Det er en "indvendig oplevelse". Denne oplevelse er ligesom et "indvendigt syn". På denne måde efterlader en hvilken som helst ydre ting, vore sanser reagerer overfor, en mere eller mindre fuldkommen "indvendig kopi". Af disse "kopier" får det levende væsen efterhånden en hel samling, ja, så mange, at de udgør en hel fuldkommen "afspejling" af hele den ydre materielle verden, dets sanser kommer i berøring med. Denne indvendige "afspejling" eller disse indvendige "kopier" udgør den realitet, vi kalder "ånd". Man forstår således her, at det levende væsens oplevelse af livet kun kan eksistere som en fornemmelse af "materie" og "ånd", hvilket igen henholdsvis vil sige: en "ydre" og en "indre" verden.
      Men dette bliver i højeste grad bevis for, at der netop eksisterer "noget" indeni os, for hvilket tingene således bliver en "ydre" og en "indre" verden. Var dette "noget" ikke, for hvem og hvordan skulle tingene så blive en fornemmelse af "ydre" og "indre" foreteelser? – Selveste vor egen fornemmelse af livet stadfæster således her på en urokkelig måde vort eget højeste "selv" eller "jeg" som "det oplevende noget", og for hvem oplevelsen bliver synet af en "udvendig" og en "indvendig" verden.