797. Dette, at væsenet har et "jeg", og at der ligeledes må findes et viljedirigerende "noget" bag medvæsenerne og bag selve naturens foreteelser, er altså i sig selv ikke en af menneskene opfunden spekulativ foreteelse, blot og bar udsprungen af disses fantasi eller digteriske evner, men viser sig her at være en virkelig realitet, hvis rod stikker så dybt i tilværelsen og de levende væseners daglige liv, at disse tilsidst slet ikke har kunnet undgå at måtte finde udtryk for denne, endnu længe før de rent intelligensmæssigt har kunnet analysere eller forstå denne. Ja, endog længe før de overhovedet havde digterisk talent, har de måttet finde et eller andet at udtrykke nævnte realitet ved. Hvis den slet ikke eksisterede, ville der jo ikke være noget at udtrykke. Og menneskene ville aldrig i noget som helst tilfælde have haft brug for udtryk som "jeg", "Guddom", "guder" eller "ånder", hvilke tre sidste udtryk jo kun er betegnelser for "jeget" bag naturen. Men nu er det en kendsgerning, at menneskene har måttet finde udtryk for nævnte realitet ligeså langt tilbage i deres historie, som de overhovedet har haft jordmenneskelig dagsbevidsthed og som før nævnt endnu inden deres digteriske og intelligensmæssige talenter var kommet til udfoldelse. Begreberne "jeg", "Gud", "guder" og "ånder" er således udelukkende blevet til som absolut nødvendige sprogmæssige, praktiske kendetegn, ved hvilke man kunne markere de i livsfornemmelsen fremtrædende viljedirigerende, men usanselige centrer som adskilt fra alt det sanselige. Med andre ord, som kendetegn ved hvilke man overfor sig selv og omgivelserne kunne markere sit eget "selv" eller sin egen individualitet og de individualiteter som i form af medvæsener, og den individualitet som i form af naturen, afslørede sig for vore sanser.