796. At det søger at dække denne sin medfødte urfornemmelse af sit eget "selvs" natur med produkter af dets rent ydre forestillingsevne er jo selvfølgeligt. Alle mere fremskredne væsener indenfor såvel dyreriget som menneskeriget søger at give en ydre tilkendegivelse af, hvad deres bevidsthed eller sjæl er fyldt med, hvilket også tilkendegives i det gamle ord "af hjertets overflødighed taler munden". Når fuglene synger, dyrene brøler, og menneskene taler, vil det udelukkende være for at udtrykke en eller anden særlig del af deres fornemmelse af livsoplevelsen. Når naturmenneskene såvel som kulturmenneskene "tror" på en "gud", eller "guder", er det jo kun, fordi deres "hjerte", hvilket i dette tilfælde vil sige deres bevidsthed eller tankesfære, er fyldt med instinktmæssige forestillinger eller anelser om, at der bag naturen eller bag alle de dem omgivende ydre foreteelser ligesåvel eksisterer et "jeg" som i deres eget usanselige indre. Hele dette forestillingsliv om "guder" og "ånder" såvel som væsenets "jeg"-begreb har således udelukkende sin rod i væsenets for sanser utilgængelige og dermed ubekendte indre. Ligesåvel som væsenet efterhånden har måttet skabe sig udtryk for sit usanselige, men dirigerende eller viljeførende centrum, således har det naturligvis også efterhånden måttet finde udtryk for lignende viljeførende centrers tilstedeværelse i medvæsenerne og den øvrige natur eller bag alt, hvad der viser sig at afsløre logisk og dermed viljeført skabelse, vibration eller bevægelse. At disse udtryk til at begynde med i væsenernes udviklingshistorie er meget primitive, hvilket vil sige, at de kun udgør rene følelsesforestillinger, der ikke er baseret på nogen indgående intelligensmæssig udredning, ligesålidt som jeget, er naturligvis en selvfølge, eftersom intelligensevnens særlige udvikling til et sådant niveau, at væsenet ved den kan blive i stand til at forbinde sine oplevelser og forestillinger med en hundrede procents kontakt med virkeligheden og derved opleve disse som videnskabelige kendsgerninger, først indtræder i væsenets bevidsthedsliv på et langt senere stadium end følelsesevnen. At væsenet indtil da kun kan udtrykke sin fornemmelse af livets oplevelse i form af følelsesudtryk, der igen til en vis grad er det samme som det, vi kalder overtro og fantasi, bliver således her synligt som en ganske naturlig og uundgåelig selvfølge.