Jeget fornemmes som det dybeste i vor egen organismes midtpunkt. Hele vor fremtræden er en pointering af "jeg" og "det". Jeget er det "faste punkt", hvorom al "bevægelse" drejer sig. "Det treenige princip" bekræftes igennem vor egen fornemmelse af livets oplevelse
793. Men hvorledes er da væsenets egen dybeste fornemmelse af dette sit eget højeste "selv" eller "jeg"? –
Ja, her kan der kun være tale om én eneste art fornemmelse,
nemlig en "centrums- eller midtpunktsfornemmelse".
Vi føler alle uden undtagelse jeget som det dybeste i vor egen organismes midtpunkt.
Der kan ikke fornemmes noget mere i vort eget centrum end netop jeget.
Ligeså snart en fornemmelse afviger fra dette centrum, udtrykker vi den straks som "det".
Når vi siger "min organisme", er det i realiteten kun en omskrivning af "jeg" og "det", hvilket vil sige "jeg" og "bevægelse" og dermed "jeg" og "sansning".
Og således vil det være med en hvilken som helst situation, vi overhovedet kan fornemme.
Ligeså snart der er tale om en fornemmelse og dermed sansning og manifestation, kan den kun udtrykkes som en eller anden form for "jeg" og "det".
Siger vi "jeg så", "jeg følte", "jeg gav" eller lignende, vil alle disse situationer, alle disse former for manifestation, oplevelse eller sansning i realiteten kun være en fornemmelse af jegets adskillelse fra "det", ligesom ethvert enkelt udtryk da også kun har til opgave at pointere dette.
Når vi som før nævnt f.eks. siger "jeg så", så vil dette "jeg" og "så" være to forskellige ting, nemlig "jeg" og "det", der igen henholdsvis er det samme som det "faste punkt" og "bevægelse".
Da det "faste punkt" igen er det samme som stilhed, kan vi ikke komme udenom jegets identitet som et eksisterende "noget" uden anden analyse end denne ene, at "det er".
Vi ser her tydeligt, hvorledes jeget fundamentalt fremtræder som bevidsthedens urørlige centrum.
Intet kan komme hinsides dette.
Det er i sig selv det inderste.
Alt, hvad der kan nævnes i forbindelse med jeget, kan kun fornemmes som adskilt fra dette.
Og derfor vil alle oplevelser i sig selv kun udgøre en pointering af dette.
At benægte dets eksistens er altså at modsige vor egen daglige oplevelse, hvilket igen er det samme som at modsige kendsgerningerne og dermed udtrykke, at man er desorienteret og lever på en illusion.
Sandheden bliver, at hele vor oplevelse af livet, hele vor manifestation og sansning kun kan eksistere som en oplevelse af "jeg" og "det".
Jeget er det usanselige, og "det" det sanselige.
Vi kan altså ikke udslette dette jeg, selv om det i sig selv er ganske utilgængeligt for sansning.
Det er og bliver det "faste punkt", hvorom al "bevægelse" drejer sig, og det "noget", i hvis utilgængelighed for sansning al manifestations og skabelses alfa og omega eller begyndelse og afslutning fortaber sig.
Men når nu enhver form for oplevelse, ethvert sanseindtryk, enhver fornemmelse indgår i dette vort, for sansning utilgængelige, "noget", ligesom ethvert ønske eller begær om handling og manifestation kommer inde fra det samme "noget" hinsides terræn, tid og rum, er dets eksistens dermed synlig som en af de mest levende kendsgerninger, der overhovedet kan eksistere.
Og vi har her set "det guddommelige nogets" eksistens eller "det treenige princips" bekræftelse i form af selveste vor egen fornemmelse af vor eksistens og oplevelse af liv og bevidsthed.
Tilbage til forsiden
Forrige