789. I "X2" har al "bevægelse" og dermed al bevidsthed sit absolut første udspring. I området for "X2" forekommer der altså, som før nævnt, den ejendommelige tilstand, som ikke findes i noget som helst andet område, nemlig den, at "bevægelsen" grænser op til – ikke et relativt – men et absolut "fast punkt". Men når dette "faste punkt", som jo er det samme som "X1" eller jeget, i sig selv ikke udgør "stof" eller "materie", hvordan kan det da have nogen indflydelse på "bevægelsen"? – Og hvordan kan "bevægelsen" have indflydelse på jeget, hvis natur er absolut stilhed?
      Ja, her vil svaret være, at disse to faktorer ikke har den allermindste direkte stofmæssige indflydelse på hinanden. De nævnte faktorers møde finder sted på en måde eller i en situation, til hvilken man ikke har noget sidestykke indenfor sansernes verden. Deres møde er i sig selv usanseligt. Jeget er jo i forvejen usanseligt og kan derved ikke i sig selv udgøre nogen sansemæssig kontrast til "bevægelsen". Denne vil derfor i det øjeblik, den møder jeget og derved ikke mere har andre bevægelsesarter til kontrast, være udenfor sansning. Den vil i denne situation fuldstændig være lig med selve det "X", i hvilket den er gået op. Men da dette, "bevægelsens" møde med jeget ikke desto mindre efterlader den for sanserne tilgængelige virkning, vi kalder "livets oplevelse", hvilket er det samme som væsenets fornemmelse af "jeg" og "det", kan dette møde mellem jeget og "bevægelsen" ikke bortforklares eller benægtes, men må blive stående som al sansnings allerførste udspring.
      At mødet mellem de to nævnte faktorer ikke er af den art, hvormed vi ellers betegner to energiers berøring med hinanden, bliver også til kendsgerning på anden måde. Når to energier berører hinanden, sker der en kollision mellem de to "bevægelsesarter". Det er en sådan kollision, vi almindeligvis udtrykker som en "reaktion", ligesom det er den samme reaktion, der bevirker det, vi kalder "slitage", "forvitring", "tidens tand" eller lignende.
      Da jeget ikke er "stof" og følgelig heller ikke repræsenterer "bevægelse", kan der ingen "slitage" finde sted ved "bevægelsens" møde med jeget, således som tilfældet er med "bevægelsens" møde med en anden "bevægelse". Dette møde mellem jeget og "bevægelsen" ligger således udenfor alt, hvad der kommer ind under begreberne "slitage" eller "tidens tand" og repræsenterer derved en "evig væren" eller det, der udtrykkes som væsenernes "udødelighed".