697. Da jeget således evigt har haft en skabeevne, har det evigt manifesteret sig. Der har evigt været et resultat af denne skabeevne. Men når dette resultat er evigt, kan det heller ikke udtrykkes ved noget som helst mål- eller vægtfacit. At væsenet har en organisme er ganske rigtigt et resultat af nævnte skabeevne. Men da nævnte organisme aldrig i noget tilfælde kan udtrykke eller være andet end en ganske flygtig lokalitet i jegets evige produktion, idet den ikke i noget som helst tilfælde kan eksistere uden at være en virkning af et forudgående resultat af jegets skabeevne, kan den umuligt være udtryk for jegets samlede evighedsresultat. Det er jo en kendsgerning, at ethvert væsens organisme har haft en begyndelse og ligeså sikkert vil få en afslutning, og denne afslutning vil blive efterfulgt af et nyt skaberesultat, der også må forgå for at blive efterfulgt af et nyt og således fremdeles. I kraft af denne, et enkelt skaberesultats eller en organismes begrænsning, kan intet af et jegs nuværende skaberesultater være andet end en begrænsning eller brøkdel af dets samlede evige produktion. Denne evige produktion kan således ikke udtrykkes ved noget som helst timeligt, thi alt, hvad vi så end måtte finde på at sige om den i form af timelige udtryk, vil kun kunne dække midlertidige tilstande. Siger vi, at den er sort, vil det kun afsløre, at vi i vor bevidsthed har oplevet noget, der er hvidt. Siger vi om noget, at det er godt, vil det ligeledes afsløre, at vi i vor bevidsthed har oplevet modsætningen, thi intet kan sanses eller opleves uden i kraft af dets modsætning. I ethvert væsens samlede evige skabeproduktion må der ligeså godt være sort som hvidt, gult som grønt, ondt som godt osv., thi ellers ville væsenet være ganske uden oplevelse og dermed uden nogen som helst form for liv. Men når alle sådanne timelige foreteelser i lige høj grad er uundværlige sansefaktorer indenfor det levende væsens oplevelse af livet, kan ingen enkelt af disse faktorer være udtryk for samme væsens evige skabeproduktion. Denne kan altså kun udtrykkes med alle timelige facitter på en gang. Men en ting, der på en gang udgør alle modsætninger, kan kun være navnløs i sin hovedanalyse. Denne kan jo ikke udtrykkes som: sort, hvid, ond eller god etc., når den i ligeså høj grad repræsenterer modsætningen. Og det bliver her til kendsgerning, at det levende væsens evige skaberesultat, ligesom "X1" og "X2" heller ikke kan have nogen analyse udover dette ene, at det udgør "noget som er". Og vi finder det derfor her i "Livets Bog" udtrykt som "X3".