696. Dette navnløse "noget" har en skabeevne. Denne bliver en levende kendsgerning igennem vor egen fremtræden, der jo repræsenterer en eneste stor skabelsesproces. Samme skabeevne er, som allerede nævnt i tidligere berøringer med nærværende analyse i "Livets Bog", nødsaget til at være ligeså evig som jeget, da der i modsat fald måtte have været en tid, hvor jeget ikke havde denne skabeevne og ville da have været ganske ude af stand til at skabe. Men når det var ude af stand til at skabe, hvorledes skulle så dets skabeevne være blevet til? – Det bliver således her til kendsgerning for den udviklede forsker, at jegets skabeevne er en ligeså evig realitet som selve jeget. Men når den er en evig realitet, kan den ikke have en skabt tings analyse. Den kan ikke have alder. Den kan i sig selv ikke være stor eller lille. Den kan ikke være gul eller grøn. Den kan ikke være ond eller god. Alle sådanne eller lignende foreteelser er underlagt skabeevnen. Det er kun igennem skabeevnen, at en ting kan få karakter, blive stor eller lille, blive skøn eller uskøn, få farve og volumen etc. Sådanne analyser kan kun udtrykke impulser, frembragte af skabeevnen. Men når en sådan impuls er en frembringelse af skabeevnen, har skabeevnen eksisteret forud for impulsen, og denne kan derfor aldrig eksistere som nogen retmæssig analyse af selve skabeevnen. Vi ser således her, at skabeevnen ligesom "X1" kun kan udtrykkes som "noget som er" og vil derfor være ligeså navnløs i sin natur som nævnte "X". Vi udtrykker derfor skabeevnen som "X2" her i "Livets Bog".