692. Med hensyn til vor erkendelse af jeget, da kan det ikke nægtes, at den hører ind under et oplevelsesfelt, der endnu for mange menneskers vedkommende hører til deres sanseområdes mentale fjernzone. Da de derfor ikke kan opleve jeget og ikke kender de mentale perspektivforhold, benægter de ganske pure dettes eksistens og gør sig således til talsmand for en påstand, de aldrig ville vove at fremføre, hvis det drejede sig om et tilsvarende fysisk problem. De påstår dog ikke, at solen ikke eksisterer om natten, selv om den ikke kan ses, thi dette problem er så fremtrædende i deres oplevelsesfelts nærzone, at det er en kendsgerning for dem, at dens usynlighed om natten kun skyldes et perspektivforhold. At der er mennesker, for hvem jeget kan ligge så meget i deres mentale nærzone, at dettes eksistens er ligeså urokkelig en kendsgerning som solens, forstår de nævnte væsener ikke. De betragter derfor disse væseners erkendelse af jeget som overtro.
      Af de sideanalyser, vi her har passeret, har vi således fået et lille begreb om, at mentale eller åndelige oplevelser også beror på perspektivforhold, og at der her ligesåvel som i den fysiske oplevelsestilstand findes en nærzone og en fjernzone, og at detaljerne i fjernzonen naturligvis ikke kan være ligeså klare og sansemæssigt tilgængelige som i nærzonen. Væsener, der vil vide besked om ting, der befinder sig i deres mentale områdes fjernzone, har derfor ikke anden logisk udvej end at studere de berøringspunkter, de fjerne ting eventuelt kan have indenfor nærzonen. Den logik, disse berøringspunkter her udviser, er det eneste ufejlbarlige middel til udløsningen af den rigtige erkendelse af de fjerne ting. Og vi er jo netop i færd med at foretage et sådant eksperiment med hensyn til erkendelsen af jeget.