Livets Bog, bind 3
Mentale nær- og fjernzoner og deres prægning af erkendelsesevnen
691. I dette mentale perspektiv udgør alle menneskelige frembringelser eller manifestationer den absolutte nærzone for mennesket. For dyrenes vedkommende bliver dyrenes manifestationer udgørende nærzonen, ligesom "planteoplevelser" vil være plantevæseners ubetingede mentale nærzone. At disse nærzoner ikke er lige meget detaljeret for alle væsener, men at plantevæsenet kun har "anelsesdetaljer", dyrene "selvopholdelsesdetaljer", medens jordmennesket, der endnu hører til dyrestadiet, tillige har begyndende "jegoplevelser" i sanseområdet, forandrer ikke princippet, tværtimod, det beviser det snarere, ja, gør det helt til kendsgerning. Det er dog let at forstå, at alle sådanne detaljer eller oplevelser, vi ikke befinder os i, må være at henregne til fjernzonen i vort mentale sanseområde i forhold til de oplevelser, vi befinder os i. De mere eller mindre intelligensmæssige eller intellektuelle oplevelser, et jordmenneske befinder sig i, men som dyret, grundet på sin mindre udviklede tilstand meget vanskeligere eller slet ikke er i stand til at sanse, kan umuligt henregnes til samme mentale perspektivforhold hos de to væsener. For mennesket må de være uomstødelige mentale nærzonedetaljer, medens de for dyret absolut kun kan være mentale fjernzonedetaljer.
      Når vi udtrykker noget ved fagbetegnelser, er det i virkeligheden kun det samme forhold, der gør sig gældende. For en snedker vil oplevelser i træarbejder mere høre til hans mentale nærzone end f.eks. arbejder i stål og jern, der på samme måde mere vil høre ind under en smeds mentale nærzone. Den beskæftigelse eller manifestationsform, i hvilken vi i særlig grad har vort oplevelsesfelt, bliver således en nærzone i vor mentale horisont og er derfor lettere overskuelig end den, i hvilken vi ikke oplever noget, samtidigt med at den gør det mentale perspektivforhold til et uomstødeligt faktum.
      Når vi således befinder os i mentale perspektivforhold, ligesom vi befinder os i fysiske, bliver det en selvfølge, at vor fremtræden må være præget heraf. Og det er denne prægning, der kommer til syne i vor åndelige viden og erkendelse, ja, helt danner grundlaget for vor moral og daglige fremtræden.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning