690. Ja, det drejer sig her om et perspektivforhold. I det levende væsens mentale sanseområde er der ligesom i dets fysiske sanseområde en nærzone og en fjernzone. At alle detaljer eller foreteelser i det fysiske sanseområde er meget lettere tilgængelige eller overskuelige i nærzonen end i fjernzonen, hvor de tilsidst helt udviskes af tågedis og afstand, tør jeg vel forudsætte almindelig bekendt. Den samme foreteelse gør sig principielt også gældende i den mentale horisont. Og her i denne vil alle menneskelig frembragte foreteelser absolut udgøre nærzonen. Alt, hvad der er frembragt af mennesker, sanses, overskues eller erkendes naturligvis bedst af mennesker. Ser vi en klædning, vil ikke noget normalt kulturmenneske være i nogen som helst tvivl om, at denne er en menneskelig frembringelse. At nævnte væsen skulle finde på at tro, at den har skabt sig selv, er ganske udelukket. Hvis det derimod ser noget, der ikke er skabt af mennesker, f.eks. en blomst, et træ eller selve solsystemet, er det ikke udelukket, at det kan have sin tvivl om disse foreteelsers virkelige ophav, skønt nævnte ting afslører en ikke mindre fremtrædende logik eller hensigtsmæssighed i deres natur end klædningen. Her er tilbøjeligheden til at mene, at disse har skabt sig selv, endog ret hyppig. Grunden til, at jordmennesket således kan vurdere skabte foreteelser så højst forskelligt, ligger ganske simpelt i de pågældende tings særlige placering i vedkommende menneskes sanseområde. Det er ikke vanskeligt at forstå, at klædningen, grundet på, at den er en menneskelig frembringelse, udelukkende kun kan være placeret i vedkommende sanseområdes absolutte nærzone, medens de andre ting: blomsten, træet og solsystemet urokkeligt vil være placeret i samme sanseområdes mentale fjernzone. Som følge heraf kan det ikke undgå at være overordentligt orienteret, hvad klædningen angår, ja, indtil en sådan grad, at det er en kendsgerning for det, at dennes tilblivelse ville være udelukket uden en skrædder, hvilket altså vil sige uden med et levende væsen som ophav. Klædningen udgør altså en foreteelse, der er placeret så gunstigt i vedkommende væsens sanseområdes mentale nærzone, at det har haft mulighed for, ikke alene at sanse klædningen, men også indtil hundrede procent dens ophav.
      Helt anderledes bliver situationen med hensyn til de andre foreteelser: blomsten, træet osv. Disse er ikke menneskelige frembringelser og befinder sig derfor i nævnte sanseområdes fjernzone. Som følge heraf kan det pågældende væsen ikke være så fuldkomment orienteret her, som det var med hensyn til klædningen. De førnævnte ting rummer mange dunkle felter, meget er fortonet og udvisket grundet på den mentale afstand, der er mellem dem og sanseområdets ophav, ja, er så utydeligt eller lidet tilgængeligt for sansning i det pågældende væsens sanseområde, at samme væsen slet ikke kan konstatere noget ophav. Og det er da let forståeligt, at væsenet kommer ud for den illusion eller overtro, at tingene bliver til af sig selv, idet væsenet kun ser rent fysiske perspektiver og endnu ikke har lært at sanse, eller regne med, at al sansning beror på et mentalt perspektiv.