688. Vor oplevelse af livet udgør urokkeligt en fornemmelse af et centrum, der opsummerer reaktionerne af vor organismes møde med naturens påvirkninger eller de foreteelser, vi kalder sanseindtryk. Det er jo en urokkelig kendsgerning, at "vi" oplever "vore" egne sanseindtryk. "Vi" oplever vort møde med lysreaktioner igennem "vore" øjne, ligesom "vi" oplever lydreaktioner igennem "vore" øren, samt lugte-, smags-, følelses- og tankereaktioner igennem de henholdsvis hertil egnede sanseredskaber. Hvem eller hvad udtrykker dette "vi" eller "vore"? – Hvis oplevelsesevnen kun kan eksistere selvstændig, er disse udtryk ganske meningsløse. Hvis ikke der er "noget", der ser, hører, lugter, smager osv., ville det jo aldrig nogen sinde kunne være kommet til at hedde "vi" ser, "vi" hører, "vi" lugter eller "jeg" ville, "jeg" ville ikke, "jeg" løb, "jeg" oplevede etc. Hvis der kun eksisterede oplevelsesevnen, kan de nævnte udtryk: "vi", "vore" eller "jeg" kun være udtryk for noget, som slet ikke eksisterer. Og vor daglige udtalelse om vort eget jeg måtte da være den største usandhed, der overhovedet kunne manifesteres. Men til hvad nytte denne meningsløse usandhed? – Bliver benægtelsen af vort eget jegs eller selvs eksistens ikke her synligt som en eksisterende hundrede procents overtro? – Hvorfor sige "jeg" så, når man samtidigt vil bortforklare eller benægte dettes eksistens? – Eksisterer dette "jeg" ikke, var der jo ikke noget, der så, noget, der hørte, ville eller kunne.
      At sige, at det er hjernen, der er kombineret sådan, at den kan opleve og sanse, vil jo kun udtrykke, at man mentalt set endnu vader i den endeløse timelige årsags- og virkningslinje. Sanseevnen er i dette tilfælde bare en virkningskombination, til hvilken hjernen så skulle være årsag. Men da hjernen jo også viser sig at være en skabt realitet, beregnet på at skulle opfylde et planmæssigt formål, bliver den i sig selv, foruden at være en ny kombination af virkninger, også urokkeligt at erkende som en ligeså uselvstændig eller underlegen realitet som selve sanse- eller oplevelsesevnen. Med andre ord, den afslører sig selv som identisk med en funktion. Men når den er en funktion, kan den ligesålidt som sanseevnen berettige vor brug af betegnelsen "jeg". Og det mest korrekte måtte da være, at vi, i stedet for "jeg", sagde: "funktionen" så, "funktionen" hørte, "funktionen" oplevede, hvilket igen ville sige "oplevelsen" oplevede. Men hvad oplevede oplevelsen? – Ja, den kunne jo kun opleve "oplevelsen". Og i tilværelsen var der slet ikke noget som helst andet til.
      At dette ikke dækker jordmenneskets fulde erkendelse af dette problems virkelige sandhed, bliver altså en kendsgerning gennem den omstændighed, at væsenerne her benytter sig af udtrykkene "jeg" eller "vi" og stadigt må benytte sig af disse udtryk, ja, selv i benægtelsen af jegets eksistens. Kan man tænke sig en mere kompromitterende situation end den, at et "noget" proklamerer påstanden om aldrig at have eksisteret eller været til? –