685. Det centrale i jordmenneskets oplevelse af livet er dets "jegfornemmelse". Men denne oplevelse er først kommet efterhånden igennem udviklingen. Mineral-, plante- og de animalske væsensformer udenfor jordmennesket ejer ikke denne fornemmelse. Mineral- og plantemanifestationerne såvel som en overordentlig stor del af dyremanifestationerne er automatfunktioner, er "C-viden" fra et tidligere spiralkredsløb. Men reaktionen af disse automatfunktioners møde med naturens energiudløsning er det første, det levende væsen begynder at opleve i et spiralkredsløb. Denne oplevelse begynder, som det andre steder i "Livets Bog" er nævnt, som "anelse" og bliver derefter til en mere og mere detaljeret levende erkendelse hos væsenet for derigennem tilsidst at blive en vågen klar dagsbevidsthed. Denne dagsbevidsthed er således i sine første stadier ikke en erkendelse eller oplevelse af væsenets egen identitet, men derimod kun en erkendelse af den ydre påvirkning, som naturen igennem sin energiudløsning afstedkommer. Naturens påvirkning bliver altså det første, et væsen erkender eller opdager. Det lille nyfødte barn, der ligger i vuggen, aner endnu på det fysiske plan slet ikke sin egen fysiske identitet. Det oplever kun reaktionen af sin organismes møde med naturen, hvilket i dette tilfælde vil sige: forældrenes pleje og omhu eller tilfredsstillelsen af samme organismes krav og fordringer for sin eksistens. Ligesom det lille barn i detaljer ikke fatter denne sin oplevelse, men kun erkender den i form af "behag" eller "ubehag", således gør det samme sig gældende med alle former for plantevæseners liv, kun med den forskel, at medens dette elementære bevidsthedsstadium hos det lille barn kun udgør en repetition, udgør den hos plantevæsenet et permanent stadium, det kun igennem umådelige tidsrums udvikling kan hæve sig op over og derved gå over i dyrets bevidsthedsstadium. Men i hele dette udviklingsområde, samt et godt stykke ind i dyreriget, må det endnu leve i instinkternes eller anelsernes bevidsthedsfattige zone. Det kender ikke sig selv, har aldrig tænkt på sig selv. Men efterhånden som det stadigt må opleve reaktionen af den fra dets eget væsen udstrømmende energis møde med naturens energier, kan det ikke undgås, at væsenet efterhånden mere og mere opdager denne reaktion. Det befinder sig jo ustandseligt i denne reaktion. Og denne bliver altså den første form for det levende væsens erkendelse. Dyrevæsenet oplever således efterhånden, at der er noget andet til end det selv. Det begynder derefter at skelne imellem sig selv og dette andet. Og hermed opstår de første elementære former for "jegbevidsthed" eller det begyndende jordiske menneske. Dette væsen skelner altså imellem sig selv og alt det andet, der eksisterer i tilværelsen, såvel ting som væsener. I stjernefelt nr. 6 ser vi dette symboliseret. Den hvide trekant betyder her "jeget". Og den store trekant med alle grundenergiernes farver er udtryk for altet, naturen eller det "noget", som jeget føler sig adskilt fra. Grundet på denne adskillelse er begrebet "det" opstået. Denne "jeg-følelse" og "det-følelse", der tilsammen i virkeligheden ligger til grund for væsenets "individualitetsfølelse", er livsmysteriets sjette grundfacit.