Livets Bog, bind 3
Væsener, der er modne for livsmysteriets løsning
677. Da jordmenneskehedens fremtrædende kulturmennesker i stor udstrækning hører til "ikke-trosafsnittet" på udviklingsstigen og derfor mere eller mindre befinder sig i spiralens mørkezone og således er længst borte fra viden om deres oprindelige kosmiske herkomst og livets natur og årsag, er det ikke så mærkeligt, at denne deres absolutte herkomst samt selve livet eller tilværelsen i disse væseners nuværende tilstand er et mysterium. Men da samme afsnit rummer mange væsener, der har passeret kulminationen af mørket og således er på tærskelen til at møde Faderen, hvilket vil sige: er nået ud over den materialistiske benægtelse af alt åndeligt liv, ja, er ligefrem hungrende efter eller begærende en virkelig opklaring eller løsning af mysteriet, samtidig med at de er udviklede nok til at kunne begynde at forstå samme løsning, har vi her de væsener, for hvem nærværende analyser har særlig interesse. Det er væsener af denne art, vi her i "Livets Bog" betegner som den udviklede sandhedssøger. Og for et sådant væsen vil vi nu gå over til at præsentere symbol nr. 11, der netop udtrykker livsmysteriets løsning. Det symboliserer alle de urokkelige kernepunkter, igennem hvilke tilværelsens eller livets løsning bliver til kendsgerning.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning