672. Med denne årsag repræsenteret i vore analyser af livet, bliver disse analyser fuldkomne eller hundrede procents afsluttende en helhed. Og med denne årsag gjort synlig i det levende væsens analyse er vi kommet til en årsag, der afviger fra alle andre årsager derved, at den ikke kan opløses eller identificeres som udgørende virkninger af en ny årsag, med andre ord, vi er her kommet til et "noget", der er bevægelsens regulator. At en sådan regulator findes, kan vi ikke komme udenom, idet alle bevægelser som før nævnt viser sig at være led i en logisk eller hensigtsmæssig skabelse. Denne logik udgør altså noget, der ligger over bevægelserne. Men da vi fra vort eget liv erfarer som kendsgerning, at logik ikke kan eksistere som en selvstændig egenskab, men fremtræder kun som en evne ved et "noget" i os selv, der oplever bevægelserne og igen ønsker at gribe ind i disse, bliver dette oplevende og ønskende eller begærende "noget" forud for logikken. Men da dette "noget" oplever eller erfarer bevægelsen og igen udtrykker disse erfaringer i form af en logisk indgriben i bevægelserne, bliver det her til kendsgerning, at dette "noget" er den sidste og dybeste årsag til alt i hele det levende væsens tilsynekomst, eksistens eller fremtræden.
      At det netop er således, kan læseren her let overbevise sig selv om ved at iagttage sin egen læsning af disse linjer. Bliver det ikke netop derigennem en kendsgerning, at det er et sådant overliggende "noget" i ham, der ønsker at læse nævnte linjer? – Er det ikke ligeledes en kendsgerning, at selve læsningen igen er det samme som skabelse af bevægelse i alle fald indenfor hans tankeverden? – Og bliver det ikke også en kendsgerning, at "han" selv regulerer denne bevægelse? – "Han" bestemmer, hvor længe denne læsning skal vare. At det er en kendsgerning, at "han" med denne læsnings iværksættelse kommer til at opleve, at læsningen skaber indtryk i "hans" bevidsthed, altså en ny bevægelse, kan da heller ikke benægtes. "Han" skaber bevægelse og oplever bevægelse. Disse indtryk kan skabe sympati og antipati i "hans" bevidsthed og bliver derved medvirkende i "hans" fremtidige jongleren med eller udløsning af bevægelse.
      Men hvem er denne "han", der begærer at læse og derigennem modtager indtryk og benytter disse igen i sin fremtidige viljeudløsning alt i retning af sympati eller antipati? – Hele manifestationen foregår jo igennem en kombination af organer, hvilket vil sige redskaber. Men kan det være disse redskaber, der er identiske med dette læsende eller oplevende "noget"? – Kan et redskab være selvstændigt? – Kan en økse selv fælde et træ? – Men er der noget ved den synlige del af læseren, der ikke er udgørende et redskab? – Er hjernen, nerverne, blodet, muskulaturen, kirtlerne, lungerne, hjertet og leveren osv. ikke identisk med organer og således hver især udgørende et redskab? – Men når den synlige del af væsenet udgør redskaber, kan intet af disse synlige foreteelser i virkeligheden udgøre denne "han" eller dette "noget", der benytter redskaberne og derigennem oplever læsningens indhold.
      Hvis man trods dette alligevel påstår, at disse redskaber tilsammen udgør denne "han", og at man hermed har fundet hele løsningen, vil det altså sige det samme som, at man påstår, at øksen selv kan fælde træet. Det er ligeså lidt øjnene, der ser, som det er øksen, der fælder træet. Øjnene såvel som hjernen er redskaber, ved hvilke "noget" kan læse og forstå. Dette "noget" er ganske vist i sig selv intet uden sådanne bevidsthedsredskaber, men disse redskaber ville være ligeså hjælpeløse og umulige uden nævnte "noget". Er det ikke det, vi bliver vidne til, når vi betragter et lig? – Det har jo alle redskaberne, både øjnene og hjernen osv. i behold. Hvorfor fremtræder det så som et lig? – Er det ikke netop, fordi det ikke mere bliver taget i brug af det "noget", der før oplevede igennem vedkommende organismes samtlige organer? –
      At nævnte "noget" er usynligt er naturligvis en selvfølge. I modsat fald måtte dette jo have været skabt eller frembragt, og det er jo netop det, det absolut ikke kan være. Thi hvis det var skabt, måtte det jo være identisk med virkninger, der igen er bevægelse. Og vi måtte da ligge under for den tåbelighed at erkende vort eget selv eller jeg som identisk med denne bevægelse eller de virkninger. Med andre ord, konklusionen heraf måtte da blive, at vi erkendte os selv som døde foreteelser, hvilken erkendelse igen ville være det samme som en indirekte proklamation af, at vi overhovedet slet ikke eksisterede. Og vi ville da være på nøjagtig samme mentale bølgelængde som den nuværende materialistisk indstillede forsker, der frakender det uskabte og derfor evige selv eller jeg eksistens. Han befinder sig således i den højst ejendommelige situation at gøre en ting til levende kendsgerning ved at benægte dens eksistens. Benægtelsen afslører nemlig viljeudløsning, viljeudløsning afslører igen et synspunkt, et synspunkt afslører tænkning, og tænkning kan vel ikke frakendes at være livets eget fornemste bevis for dets eksistens. Jo mere benægteren råber sin benægtelse ud, desto mere bekræfter han sin identitet som "levende væsen" eller sit jegs suverænitet som livets evigt eksisterende "første årsag". At han i ligeså høj grad beviser sit evige jegs identitet ved at råbe en bekræftelse af problemet ud er naturligvis en selvfølge. Men det virker ikke så kuriøst. Om det er en bekræftelse eller benægtelse, det levende væsen manifesterer, er nemlig i dette tilfælde ganske ligegyldigt. Thi begge foreteelser er lige store beviser for viljeudløsning, synspunkter og tænkning og bliver dermed begge fremtrædende som det evige "nogets" eller jegs urokkelige kendetegn i de pågældende væsener.