665. Nu vil man kunne spørge, hvorfor væsenerne således ikke altid skal have lige store udviklingsmuligheder, idet man måske vil synes, at dette var mere harmonisk og ligevægtigt og ville give en større ro og fred end den, der fremkommer ved den nugældende rytmiske eller svingende udviklingsform. Men hertil vil der så igen være det at svare, at væsenerne ligeså godt må opleve kontraster her som i alle andre af livets forhold. Hvis væsenernes oplevelse af livet ikke foregik eller blev reguleret ved en skiftende hurtig- og langsomvirkende udviklingstilstand, ville der aldrig i nævnte oplevelse i noget som helst tilfælde forekomme det, vi kender under begrebet "hvile". Livet ville være en evig ustandselig oplevelse af arbejde eller manifestation uden hvile. Hvilen er jo netop identisk med den formindskede oplevelsesmulighed, der udelukkende kun kan indtræde eller skabes ved kontrasternes formindskelse på samme måde, som arbejde kun kan skabes ved kontrasternes forstærkelse. Den "forcerede" eller forstærkede udvikling er således, som nævnt, ikke et spørgsmål om hastværk, men udgør derimod kun det samme forhold til kontrastprincippet, som en hvilken som helst anden ting, og på hvilket forhold en tings tilgængelighed for sansning udelukkende beror eller er baseret.