Livets Bog, bind 3
Forceret udvikling er ikke et spørgsmål om tid eller hastværk, men udgør derimod et spørgsmål om en udvidet udviklingsmulighed. Væsenernes tankefunktion og kontrasterne i kredsløbenes årstider
664. Så vil man naturligvis igen kunne spørge om, hvilken fordel der kan være ved en forceret udvikling. Et væsen, der har evigheden at tage af, kan da umuligt få mangel på tid. Og svaret må selvfølgelig blive, at det slet ikke er tiden, det drejer sig om, når der er tale om forceret udvikling. Med hensyn til denne, da er der rigeligt. Tiden er jo selve evigheden. Men det, det derimod drejer sig om, er at skabe udviklingsmuligheder. Men udviklingsmuligheder er jo baseret på sansning, og sansning igen på oplevelsen af kontraster. Jo mindre kontrastrig væsenets oplevelse af livet er, jo fattigere eller mere elementær bliver denne oplevelse, medens det modsatte er tilfældet, jo mere kontrastrig den er. Det er nemlig kun kontrasterne, der kan sanses. Da alle kredsløb har sine "årstider", og disse er hovedkontrasterne, bliver al udvikling således i virkeligheden afhængig af disse kontraster. Hvis disse "årstider" i et kredsløb ikke er ret kontrastrige, bliver der tilsvarende færre udviklingsmuligheder. Er disse derimod meget kontrastrige, bliver der tilsvarende mange udviklingsmuligheder. Ligesom årstiderne i vort fysiske år her i de tempererede zoner er temmelige kontrastrige og derved skaber større barskhed i de klimatiske forhold, og disse igen har tvunget menneskene til en tænkningsretning og skabemulighed, de ellers aldrig ville være kommet ind på, således tvinges væsenernes tænkningsretning også ind i baner og former i kraft af alle andre kredsløbs kontrastforhold. Med andre ord, væsenernes tankefunktion reguleres fuldstændigt igennem kredsløbenes årstiders indbyrdes kontrastforhold. Væsenernes udvikling forstærkes eller formindskes således henholdsvis igennem disse kontrasters forstærkelse eller formindskelse. Når det levende væsen oplever en "forceret udvikling", skyldes denne oplevelse således ikke et hastværk, men derimod en udvidet oplevelsesmulighed. Jo flere oplevelsesmuligheder, der findes indenfor et bestemt tidsrum, desto mere udviklet kan væsenet blive indenfor det samme tidsrum, medens det modsatte er tilfældet, jo færre udviklingsmuligheder nævnte tidsrum indeholder.
Symbol af Martinus
Symbol 10
Kredsløbsprincippet