662. At jordaksen har fået denne omtalte hældning kan kun skyldes en overdreven tyngdeudfoldelse i jordens bevidsthed, hvilket vil sige en mentaludfoldelse, der var for voldsom i forhold til dens fastholdelse i dens naturlige plads i systemet. Denne mentaludfoldelse, som vi senere skal komme tilbage til, har medført ligesom et chok for jordjegets fysiske organisme. Denne har "forskubbet" sig i sit leje. At dette ikke har kunnet gå stille eller ubemærket af for dens mikroindivider er naturligvis en selvfølge. Og vi har da også sagn om store naturkatastrofer, kontinenter der er gået under, sunkne i havet. Vi har beretninger om syndfloden, "vandene der steg indtil 15 alen over de højeste bjerge" og lignende. At sådanne gigantkatastrofer har fundet sted kan ikke bestrides. Men de nærmere tids- og stedbetegnelser for disse gigantkatastrofer, samt hvor højt "vandene steg", har ingen betydning i denne forbindelse. Dog skal vi lige fremhæve, at årsagen som før nævnt skyldes en for stærk tyngdemæssig mental udfoldelse. Da jordklodevæsenet kun kan have stærk mental udfoldelse til de medvæsener, der hører til dens eget mellemkosmos, vil nævnte mentaludfoldelse således være det samme som en korrespondance mellem jordklodevæsenet og et eller flere af disse væsener. Da disse væsener overfor os udgør de foreteelser, vi kalder "himmellegemer", vil det chok, der har fremkaldt jordklodens aksehældning således være identisk med en for stærk energiudveksling i dens korrespondance med, eller i dens forhold til, disse himmellegemer. Om denne for stærke vekselvirkning af energi i sin rent ydre fysiske fremtræden har givet sig udslag i, at et af disse legemer på sin vej igennem verdensrummet er kommet i en farefuld nærhed af jordbanen eller det har givet sig udslag i en hel anden ydre fysisk foreteelse, forandrer ikke i nogen som helst grad ovennævnte analyse. Vi har derfor her kun til opgave at påvise disse fjerne fortidige gigantkatastrofers nuværende virkninger. Og som allerede nævnt er det disse virkninger, der ligger til grund for, at jordmenneskene i en vis udstrækning selv må skabe den beskyttelse for, eller det værn om, deres eksistens eller deres liv, som jordkloden af naturen, grundet på sin, af de fortidige katastrofer fremkaldte, invaliditet, nu ikke er i stand til at yde dem. Livet i jordklodeorganismen er derfor, grundet på nævnte invaliditet, noget sværere for dens mikrovæsener, end tilfældet ellers ville have været, hvis dens aksehældning var helt i den normale indstilling til systemets centrum.