660. Nu vil man måske spørge: Kunne dette da have været anderledes? – Og hertil må svaret urokkeligt blive, at det aldrig kan være udtryk for normalitet, at en makroorganisme i sig selv i større eller mindre grad er ødelæggende for sine egne normale og derfor uundværlige mikrovæsener. Og når jorden, således som her er konstateret, netop indtil en vis grad befinder sig i denne situation, må denne situation absolut betragtes som en abnormitet, der jo igen er det samme som "invaliditet".
      Men en invaliditet har altid en årsag. Og årsagen til jordorganismens invaliditet er ikke vanskelig at påpege. Selve jordorganismen befinder sig jo som et organ i solsystemet og får sin livgivende kraft fra solen. Den befinder sig således i et overordentligt stort afhængighedsforhold til denne. Da dette forhold på en eller anden måde er blevet forstyrret, vil der her ligesom i enhver anden organisme, hvor det indbyrdes forhold imellem organerne bliver forstyrret, opstå uheldige komplikationer, der mere eller mindre fjerner de normale livsbetingelser og i tilsvarende grad gør den normale oplevelse af livet besværlig. Og det er netop sådanne besværligheder, der præger den jordmenneskelige eksistens. Disse besværligheder gør det altså til kendsgerning, at jordens forhold til solen som nævnt er blevet forstyrret.